Lars Fruergaard er tiltrådt som ny adm. direktør for selskabet Content Billing, som udbyder det danske mikrobetalingssystem CoinClick. Han afløser Torben Nordquist, der har fungeret som Interim Manager under selskabets etableringsfase.
Den 43-årige Lars Fruergaard får ansvaret for salg, drift og udvikling af CoinClick. Systemet blev lanceret i august og benyttes af 11 indholdsudbydere på nettet. Bag CoinClick står Danske Bank, Nordea, Regionale Bankers Forening, Lokale Pengeinstitutter, PBS og TDC.
Content Billings nye adm. direktør kommer fra en stilling hos TDC Tele Danmark, hvor han senest har arbejdet som direktør for teledanmark.dk. Lars Fruergaard har tidligere været salgschef hos Dan Net i 10 år.