Nu kan iPad-avisen også læses på nettet

Det tog 20 minutter at udvikle en uofficiel webversion af iPad-avisen The Daily.

Artikel top billede

I denne uge kunne mediemogulen Rupert Murdoch lancere sin meget omtalte iPad-avis The Daily i New York. Avisen udkommer kun på iPad og den findes ikke i en officiel webversion. Men alligevel er det muligt at dele de enkelte artikler i avisen med sine venner på Facebook og Twitter, og artiklerne bliver også indekseret i nettets søgemaskiner.

Forklaringen er, at alle artikler fra The Daily faktisk ligger på nettet – her er eksempelvis torsdagens forsidehistorie om politikeren Gabrielle Giffords – men der findes ikke en fælles forside eller en indholdsfortegnelse, hvor man kan springe til de enkelte artikler.

Så den betalingspligtede iPad-avis kan også læses gratis på nettet – men man skal selv bøvle med at finde frem til de enkelte artikler.

Det er nok ikke helt overraskende, at en frisk programmør allerede har løst dette problem. Andy Baio fra Los Angeles brugte angiveligt kun 20 minutter på at bygge ”The Daily: Indexed”, som er en uofficiel webudgave af avisen. Den fungerer som en slags indholdsfortegnelse med links til webversioner af alle dagens artikler.

Ikke nok med, at man dermed kan læse iPad-avisen på enhver computer. Man slipper også for at betale de 99 cent om ugen, som avisen koster.

”Er det ikke mærkeligt at The Daily, News Corps nye iPad-magasin, publicerer hver eneste artikel på sin officielle hjemmeside – men der er ikke nogen indholdsfortegnelse. De har brugt 30 millioner dollar på det, men åbenbart glemt en hjemmeside,” skriver Andy Baio i sin blog.

Det store spørgsmål er så om News Corporation vil acceptere denne uofficielle webversion eller tvinge Baio til at lukke sin side. Programmøren henviser til, at det er lovligt at linke til offentligt tilgængelige websider, og The Daily har åbenbart heller ikke noget problem med at søgemaskinerne indekserer artiklerne.

Men Baio har ikke lyst til et juridisk slagsmål og han lover at fjerne avisen igen hvis udgiveren kræver det.

The Daily er tilsyneladende fanget mellem to stole. På den ene side ønsker man at tilbyde en iPad-avis, som ikke kan fås på andre platforme. Men på den anden side vil man også være en del af nettets økosystem, hvor artikler deles på Facebook og indekseres i Google. En avis der kun eksisterer som applikation – uden links og uden webversioner af artiklerne – vil være stort set usynlig på nettet.

”Der er milliarder af mennesker som deler indhold på nettet, og vi ønsker at være en del af det,” sagde avisens chefredaktør Jesse Angelo på pressemødet i denne uge.

Han uddybede at en artikel som en abonnent har delt på Facebook vil være gratis for ikke-abonnenter, men ”du kan ikke gå til daily.com og få alle sider”.

I en e-mail til New York Times forklarer avisens udgiver Greg Clayman sin holdning:

”Det er ikke en overraskelse at folk ønsker at dele vores indhold, men The Daily er designet til tavlecomputere, med medieindhold og en masse interaktive funktioner. Vi er overbevist om, at læserne vil ønske den fulde, autentiske oplevelse, når først de har lært avisen at kende,” skriver han.

Som dansk iPad-bruger har man brug for en amerikansk iTunes-konto for at få fat i avisens applikation, som er gratis i de første to uger.

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Barco

    Hvorfor enkelhed er den stille drivkraft bag succes på hybride arbejdspladser

    Hvordan usynlig teknologi forvandler sikkert hybridarbejde til en daglig virkelighed

    Navnenyt fra it-Danmark

    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Michael Schou som Operations Manager ved netIP Aalborg og Aarhus. Han kommer fra en stilling som Senior Director - Head of IT hos BDO. Han har tidligere beskæftiget sig med flere områder indenfor IT-branchen, hvor han bla. også har drevet sin egen IT-virksomhed. Nyt job

    Michael Schou

    Netip A/S

    Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

    Alexander Hoffmann

    GlobalConnect