Danske og kinesiske forskere sammen om indlejret software

Et nyt dansk-kinesisk forskningscenter i indlejret software støttes med 15 millioner kroner.

Artikel top billede

Nu skal danske og kinesiske forskere arbejde sammen om at gøre hverdagens softwarestyrede apparater og systemer mere pålidelige. Der skal etableres et nyt dansk-kinesisk grundforsknings-center i indlejret software, som støttes med 15 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond.

"Når vi puljer de danske kræfter på det her område, er vi med fremme blandt de bedste i verden. Her får vi via samarbejde med meget dygtige kinesiske forskere mulighed for at komme endnu længere ud med noget, som vi har arbejdet på i dansk og europæisk sammenhæng i en årrække," siger professor Kim Guldstrand Larsen fra Aalborg Universitet, der skal lede den danske del af projektet.

Indlejrede softwaresystemer bruges til at styre alt fra den automatiske bom i parkeringshuset til billetautomaten på togstationen og mobiltelefonen.

I fremtidens bolig vil de også overvåge og justere temperatur, varme og lys, og de vil gøre fremtidens biler i stand til at "snakke” med hinanden om vejens beskaffenhed og den optimale hastighed uden sammenstød.

”Der er en tydelig trend i retning af, at alle de her indlejrede systemer i de enkelte apparater bliver sat til selv at kommunikere med hinanden på kryds og tværs for at finde ud af, hvordan en given opgave bedst kan løses. Systemerne kommer til at indgå i store selv-organiserende netværk, som går under betegnelsen cyber-fysiske systemer,” siger professoren.

De danske forskere har tidligere blandt andet arbejdet med software til insulinpumper, hvor pålidelighed er helt afgørende.

”Hvis vi indretter os med endnu flere af den type it-systemer, nytter det ikke, at de fejler. De bliver rygraden i fremtidens samfund, så det er vigtigt, at de er pålidelige, brugbare, effektive, fejltolerante og modstandsdygtige over for hacker-angreb,” siger Kim Guldstrand Larsen.

Danmarks Grundforskningsfonds og den kinesiske forskningsfond NSFC etablerer samtidig to andre centre. Dels et ”Center for the Theory of Interactive Computing” (CTIC), der skal ledes af professor Peter Bro Miltersen fra Aarhus Universitet, og dels et ”Center for Applications of Algebraic Geometry of Coding Theory and Cryptography” med docent Tom Høholdt fra DTU-Matematik.

De tre dansk-kinesiske forskningscentre skal etableres i starten af 2011. Der bruges samlet 45 mio. kr. i de næste tre år på etableringen af de nye centre.

”Der er meget store perspektiver i at samarbejde med en af verdens væsentligste forskningsnationer som Kina, og vi har høje forventninger til forsknings-resultaterne på de tre nye centre” siger Klaus Bock, bestyrelsesformand i Danmarks Grundforskningsfond.

CTIC skal bedrive grundforskning inden for teoretisk datalogi, hvor man skal fokusere på de fire områder kompleksitetsteori, kryptologi, kvanteinformatik og algoritmisk spilteori.

Det nye center for algebraisk geometri skal udvikle nye fejlrettende koder og kryptografi til fremtidens hurtige kommunikations-systemer.

Læses lige nu

    Capgemini Danmark A/S

    SAP S/4HANA Finance Lead

    Københavnsområdet

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    IT-specialister til Forsvarets nye Digital Backbone - En unik mulighed

    Nordjylland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Driftstærk IT-profil til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Khaled Zamzam, er pr. 1. marts 2026 ansat hos Immeo som Consultant. Han er nyuddannet i Informationsteknologi fra DTU. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Ajanta Holland Christensen som Sales Manager ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Account Manager hos Orange Cyberdefense. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Maria Lyng Refslund som Marketing Project Manager ved netIP Herning. Hun kommer fra en stilling som Marketing Project Manager hos itm8. Nyt job
    Infosuite A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Henrik Sandmann som Chief Operating Officer (COO). Han skal især beskæftige sig med drift, produktudvikling og skalering, herunder også procesforbedringer og udnyttelse af AI og nye teknologier. Han kommer fra en stilling som Program Director hos ADMG ApS. Han er uddannet cand. scient i datalogi og har derudover en MBA indenfor strategi, ledelse og forretningsudvikling. Nyt job

    Henrik Sandmann

    Infosuite A/S