Det store trækplaster på den elektroniske kunstfestival Ars Electronica i østrigske Linz her i weekenden var den humanoide robot Asimo fra japanske Honda. Robot-teknologien har taget store skridt i de seneste år, og der findes efterhånden alt fra støvsuger-robotter til halvautonome militære droner, men Asimo er alligevel helt speciel. Den lille astronaut-lignende robot på 1,3 meter bliver normalt regnet som verdens mest avancerede robot i menneskeform. Den kan gå, løbe, samle genstande op og genkende forhindringer omkring sig.
Det japanske bilfirma Honda har investeret mere end 10 milliarder kroner og brugt over tyve år på at udvikle robotten, som efterhånden har nået sin tolvte generation. Her bliver den store forskel mellem mennesker og robotter tydelig. Mens menneskets evolution forløber meget langsom – vi slæber stadig rundt på de samme hjerner som vores huleboende forfærdre – så udvikler robotter sig med lyntempo.
Når man står overfor Asimo og kigger ind på de blanke robotøje, kan man ikke undgå at få den tanke, at der rumsterer en form for tidlig intelligens et eller andet sted inde i metalhovedet. Men faktisk har det aldrig været et mål for Honda at gøre robotten intelligent. Det fortæller William De Braekeleer, som er kommunikationschef for Honda i Europa. Han er rejst til Linz sammen med projektlederen for Asimo-udviklingsholdet for at fortælle om, hvordan Honda ser fremtidens samspil mellem mennesker og maskiner.
”Det har aldrig været et mål for os at udvikle en robot, der kan tænke selv. Vores mål er at indbygge tilstrækkelig intelligens, så robotten selv kan reagere på sine omgivelser. Det er ikke muligt at forudprogrammere enhver tænkelig situation og derfor skal robotten have en vis grad af autonomi, hvor den i en bestemt udstrækning er i stand til at træffe sine egne beslutninger. Men robottens grundlæggende adfærdsmønster er programmeret fra begyndelsen - vi har ikke noget ønske om at skabe en robot, der reagerer på en fuldstændig uforudsigelig måde,” fortæller William De Braekeleer.
Mobilitet i den fjerde dimension
Men hvorfor har Honda overhovedet valgt at bruge milliarder af kroner på at udvikle en eksperimentel maskine som Asimo? Man kan nemt få den tanke, at Asimo primært skal markedsføre Honda som et ”cool” firma, der er med helt fremme på den teknologiske forkant. Men det er værd at huske, at japanerne har et anderledes forhold til robotter end vesterlændinge. I Japan bruger man allerede robotter i bl.a. ældreplejen, og det regnes for givet, at robotter inden længe vil være at finde i hver eneste husholdning.
”Honda er mest kendt som et bilfirma. I vores egen selvforstålse beskæftiger vi os med mobilitet. Det startede med mobilitet i to dimensioner, altså biler, så kom den tredje dimension, som er fly, og nu kan man sige at vi har udvidet det til den fjerde dimension, hvor du kan være mobil uden at flytte dig selv rent fysisk - altså gennem en robot. For os har Asimo været en interessant udfordring, som har motiveret vores ingeniører og hjulpet med at tiltrække nye, unge talenter,” siger William De Braekeleer.
Faktisk har Honda bygget mere end 60 Asimo-robotter, som kan opleves forskellige steder i verden. Én af dem står i det berømte japanske teknologimuseum Miraikan i Tokyo. Honda har sendt Asimo på rejse i mange lande, og flere statschefer har trykket den lille metalmand i hånden. Men Asimo har aldrig tidligere optrådt som en del af en kunstinstallation. I Linz har publikum under hele festivalen adgang til at se Asimo optræde i Ars Electronica Center, hvor robotten er en del af den såkaldte Deep Space installation.
Trækker i usynlige snore
ComONs udsendte fik lov til at spille et interaktivt spil med den japanske robot – efter først at have underskrevet en erklæring, hvor arrangørerne fraskriver sig ansvaret for mulige ulykker. Tre menneskelige spillere kommer ud på det interaktive gulv sammen med Asimo og skal ”fange” flyvende stjerner ved at træde på dem, mens Asimo bevæger sig rundt sammen med de andre spillere og ligeledes forsøger at fange stjerner.
Men det interessante for robotbyggerne er ikke det forholdsvis simple og lidt kedelige spil. Det interessante er, hvordan spillerne reagerer på Asimos bevægelser. Robotten peger ind mod sig selv i en bevægelse, der skal tolkes som ”min tur” - og peger herefter ud mod spillerne for at indikere, at nu er det deres tur. Der gik noget tid, inden ComONs udsendte og de andre spillere kunne tolke robottens gestik, og det indikerer nok, at Honda-ingeniørerne stadig skal arbejde på kommunikationen mellem menneske og maskine.
William De Braekeleer erkender at Asimo langt fra er færdigudviklet – og han mener, at der kan gå mange år, inden robotten er klar som et kommercielt produkt.
”Der er ingen tvivl om, at teknologien også kan bruges i andre af vores produkter. Man behøver bare forestille sig en bil, som kan genkende sine omgivelser på samme måde som Asimo. Men selvfølgelig skal Asimo også ende som et kommercielt produkt. Det kommer ikke til at ske i morgen. Vi regner med, at der kan gå 10-15 år, inden Asimo er færdig. Der mangler stadig rigtig meget. Asimo er ikke et legetøj. Hvis vi ville sælge det som et legetøj, så kunne vi gøre det allerede nu. Men det ville selvfølgelig være et meget dyrt stykke legetøj,” siger han.
Faktisk er Asimo slet ikke så autonom, som man skulle tro. Når robotten bevæger sig rundt på scenen, så sidder Hondas ingeniører i kulissen og trækker i de usynlige snore.
”Den nuværende version af Asimo er delvis autonom og delvis fjernstyret. Det betyder, at vi f.eks. kan sende en kommando fra en smartphone, som får robotten til at hente en drink. Men hvordan robotten kommer hen til baren, og hvordan den styrer forbi mulige forhindringer på vejen, det skal den selv afgøre. Hvis der er meget store genstande i rummet - det kunne være en sofa - så vil vi normalt programmere dem ind fra starten - men ellers skal robotten selv finde dem,” fortæller Hondas kommunikationschef.
Det uhyggelige ansigt
Hvorfor skal robotten overhovedet ligne et menneske? Når vi konstruerer en maskine, er der jo som udgangspunkt ingen begrænsninger – så hvorfor ikke udstyre den med fire arme, fire ben og måske en praktisk kopholder? Måske er det i virkeligheden smartere med larvefødder end med ben? Honda har brugt mere end tyve år på at lære robotten at gå ligesom et menneske – et problem, der kunne være løst ved at udstyre den med hjul i stedet. Men Honda mener, at det giver god mening at konstruere et robot-menneske.
”Der er flere grunde til, at vi har valgt at give robotten en humanoid form. Den ene er, at alt hvad vi omgiver os med, vores huse og vores møbler, er tilpasset den menneskelige form. Derfor er det langt mere praktisk at bygge en robot, der kan gå gennem døre og op af trapper ligesom et menneske. Men den anden grund er, at en stor del af vores kommunikation er nonverbal og foregår over kropssprog. Det vil aldrig fungere, hvis du forsøger at kommunikere med en firkantet kasse. Men hvis Asimo trækker på skuldrene eller ryster på hovedet, så har du en god ide om, hvad han vil. Det er vigtigt at tilføje, at vi ikke har nogen ambition om at skabe en perfekt kopi af mennesket. Derfor har vi heller ikke sat et menneskeansigt på Asimo. Den skal have en humanoid form, men den skal ikke ligne et menneske. Det ville være uhyggeligt,” siger William De Braekeleer.
Inden for robotvidenskab findes et begreb kaldet uncanny valley, som henviser til, at robotter som er meget menneske-lignende kan udløse en negativ, nærmest frastødende reaktion. Når vi kigger på Asimos blanke hjelm – der er gemt to runde øjne og en smilende mund bag visiret, men man skal meget tæt på for at se det – så accepterer vi automatisk, at det er en robot. Men hvis robotten har fået et gummiansigt, så prøver vores hjerne at få det til at ligne et menneske. Det kommer aldrig helt til at ligne et levende menneske, så i stedet giver det associationer til et lig eller en zombie.
Robotten som spøgelse
En af de førende robotforskere der har undersøgt dette fænomen, Hiroshi Ishiguro, var også til stede på Ars Electronica Festival. Hans arbejde fokuserer på at bygge en robot, der skal ligne en næsten fuldstændig identisk kopi af et menneske. Allerede i 2005 konstruerede han en kvindelig android – som på dét tidspunkt blev betegnet som den mest menneske-lignende robot nogensinde. Hun havde blød silikone-hud og kunne blandt andet bevæge sine øjenlåg, sin mund og sine hænder. I 2007 tog professoren fra universitetet i Osaka så det næste skridt og konstruerede sin egen robot-dobbeltgænger, kaldet Gemonoid. Billedet af professoren sammen med hans robot-kopi gik verden rundt og gjorde den stille professor til en global superstjerne.
”Menneskets hjerne er nu engang designet til at aflæse informationer fra et andet menneskes ansigt – om du er glad eller trist, vred eller opstemt. Derfor er det også mere naturligt for os at kommunikere med en menneske-lignende robot,” siger Ishiguro til ComON.
I år kunne japaneren så vise sin nyeste opfindelse i Linz – en gummidukke kaldet Telenoid, som mest af alt ligner et hvidt spøgelse. Den har et menneske-ansigt med to runde øjne og indeholder ni motorer, så den kan udføre forskellige bevægelser. Ideen er, at man tager Telenoid på sit skød og bruger den til at kommunikere med en person, som sidder et andet sted og fjernstyrer robotten. Ved første øjekast kunne man tro, at professoren har givet robotten form som et spøgelse – oven i købet et baby-lignende spøgelse – for at gøre grin med alle dem, der har betegnet hans første robotter som uhyggelige.
Men Ishiguro ligner ikke en mand, som spøger med sine opfindelser.
”Formålet med mine robotter er ikke at erstatte mennesker, men at forbinde mennesker, og det gælder ikke mindst for de ældre. I Japan har vi mange ældre, og de kan være meget isolerede. En robot som denne vil gøre det lettere for dem at kommunikere med deres familie,” siger Hiroshi Ishiguro, som ikke tør spå om, hvornår vi alle vil have robotter i vores private hjem.
Robot-branchen er allerede en milliard-industri og det ventes at der vil være mindst 17 millioner service-robotter verden over i 2011. Men selvom Ishigoru og andre kan konstruere robotter, der ligner mennesker, så er der ingen tro til at tro, at robotterne vil forsøge at overtage kontrollen over verden lige med det samme. For den kunstige intelligens udvikler sig ikke nær så hurtigt som robottens motoriske funktioner – selvom det er nemt at tro, at der er intelligens gemt et sted inde bag Asimos mørke visir.
