I daglig tale siger vi, at nogen sætter standarden. Det er ret godt at sætte standarden. Det betyder, at man lægger et niveau for, hvordan noget bør være. Det er et udtryk for kvalitet. Sådan skal dét gøres.
Standard har også en mere støvet betydning. Så er det en teknisk specifikation, en norm, som noget skal leve op til. Sådan skal det gøres.
Vi omgiver os med den sidste slags standarder. 220 volt er standard for elektricitet. En karton mælk ser ens ud hver morgen og rummer præcis 1 liter, når vi åbner den. Køber vi en pakke med ens skruer og møtrikker, så passer de alle sammen til hinanden, fordi gevindet er skåret i en standardstørrelse.
Standarder kan besluttes. Men de kan også udvikle sig, uden at nogen har bestemt dem. Inden for elektronisk kommunikation myldrer det med standarder. De er forudsætningen for, at datanetværk har kunnet kobles sammen til det globale Internet, så en computer på Amager kan tale med en ved Amazonas. På samme sprog. Der er ingen, der har bestemt den standard eller protokol, som kommunikationen foregår efter. Men der er nogle, som har foreslået den. Og gjort det så dygtigt, at de har sat den.
Og nej, det var ikke en socialdemokratisk regering, der fandt på Internet-standarderne. Men vi vil gerne følge dem. Og hvorfor det? Fordi vi gerne vil sætte en standard for den service, som det offentlige kan tilbyde borgerne.
Derfor har jeg på statens vegne lavet en aftale, som samler stat, amter og kommuner om et enkelt og sikkert system til datakommunikation. Imellem de forskellige myndigheder og i forhold til borgere og virksomheder. Aftalen siger blandt andet, at fremtidens datakommunikation i det offentlige skal bygge på de teknologier, der hører til Internettet.
Ved at bygge på en fælles teknologisk standard rækker det offentlige hånden ud til det stigende antal danskere, som har netadgang, og som gerne vil kunne kommunikere elektronisk med det offentlige. Uafhængigt af om det nu lige er den ene eller den anden myndighed, man skal i kontakt med. Og uafhængigt af åbningstider.
Målet er at tilbyde borgerne en ekstra mulighed, det vil sige hurtigere, lettere og mere fleksibel service i anliggender, som ikke kræver, at man mødes ansigt til ansigt og snakker en sag igennem.
Samtidig kan IT efter fælles standarder hjælpe med at gøre hele den offentlige sektor mere åben, effektiv og økonomisk. Arbejdsgange kan indrettes, så sager kan behandles elektronisk, og dermed hurtigere og billigere. Teknologien kan stilles op, så der lynhurtigt kan ekspederes dokumenter fra den ene myndighed til den anden, og dermed spares tid. Medarbejdere kan aflastes fra rutineopgaver, og det offentliges ressourcer udnyttes bedre.
Stat, amter og kommuner har aftalt en standard, som siger, at sådan skal det gøres, når det offentlige investerer i IT. Jeg tror også, at vi kommer til at sætte en standard, som vil få andre til at sige: Sådan skal dét bare gøres, hvis man vil have myndigheder, som tænker i borgernes behov, og som fungerer åbent, effektivt og fleksibelt.
Af forskningsminister Birte Weiss
