Matsushita har udviklet en talende robot-kat, Tama, der skal hjælpe ældre mennesker. Robotten indeholder nyudviklet teknologi, der styrer stemmen, ansigtsudtryk, øjne, hænder og fødder. Med indbyggede mikrofoner og en sensor kan robotten opfatte spørgsmål og bevægelser, og reagere på dem med 50 færdige sætninger, der er tilpasset forskellige situationer. Tama kan forbindes til et netværkscenter gennem en almindelig telefonlinie eller ISDN-forbindelse, hvorfra sundhedshjælpere vil sende nyheder og medicinske informationer. Robotten kan også fodres med nye beskeder over nettet og indstilles til at bruge dem i bestemte situationer. Matsushita fortæller, at robotten kan slå alarm, hvis mennesket pludselig ikke svarer.
Den nye robot-kat kommer på markedet i år 2001 til en pris på omkring 500 dollars.
(Kilde: IDG News Service)