Kun en brøkdel af de varer, som bestilles over Internet og sendes på tværs af landegrænserne, bliver i dag opfanget af toldmyndighederne og pålagt told og moms. Men det vil snart ændre sig, sagde Douglas Tweddle fra den belgiske World Customs Organization (WCO) på High Tech Forum konferencen i denne uge i København. Den internationale organisation arbejder på et globalt, papirløst system, som skal gøre det muligt for toldmyndighederne at opfange alle forsendelser og opkræve afgifter for varerne. Man kan ikke forvente, at firmaerne, der sælger varer over Internet, skal samarbejde med alle toldmyndigheder i de lande, hvorfra kunderne bestiller varer, sagde Tweddle. I stedet skal myndighederne i større grad samarbejde med forsendelsesfirmaerne, f.eks. postvæsenet, der skal hjælpe med at opkræve told og moms for alle internationale forsendelser.