Nu starter endnu en runde i monopol-sagen mod softwarefirmaet Microsoft. Den 7. juli blev firmaet fundet skyldig i overtrædelse af de amerikanske monopol-regler; dommer Thomas Penfield Jackson besluttede at Microsoft skal splittes i to selskaber, som henholdsvis skal sælge operativsystemer og applikationer.
Afgørelsen blev omgående anket til en højere retsinstans. Det amerikanske Justitsministerium, som sammen med 19 stater fører sagen mod Microsoft, ønskede at sagen skulle bringes direkte for den amerikanske Højesteret. Men sagen blev i stedet sendt til en lavere appelret, der tidligere har afgjort sager i Microsoft's favør.
I de kommende tre måneder skal parterne aflevere en række skriftslige påstandsdokumenter til appelretten. Til februar starter selve domsforhandlingen med mundtlige høringer. Uanset appelrettens afgørelse bliver sagen sandsynligvis i sidste ende anket til Højesteret.
(Kilde: Reuters)