TDC Internet har købt 51 pct. af holdingsselskabet bag seks Internet-udbydere i Polen. Købet skal hjælpe selskabet med at vinde fodfæste på det central- og østeuropæiske marked. I en pressemeddelelse fortæller koncernchef Henning Dyremose, at selskabet har prioriteret Polen som et vigtigt marked i sin strategi om europæisk ekspansion.
Selskabet betaler 171 millioner kr. for aktiemajoriteten. Samtidig har TDC Internet en option på at købe yderligere 24 pct. plus én aktie frem til midten af 2003, hvilket bringer ejerandelen op på 75 pct.
De seks Internet-udbydere dækker det polske marked for Internet-adgang, portaltjenester og hosting. De fleste kunder findes på erhvervsområdet i den private og offentlige sektor. TDC Internet oplyser at selskabet har en markedsandel på 20 pct. i Polen.
Sælgeren af aktieposten er investeringsselskabet Softbank S.A., der fortsat beholder en mindre aktiepost i firmaet.