Debitels nye lavprisselskab, Smarttalk, er kommet i modvind fra starten på grund af krav til kunderne om et minimumsforbrug på 100 kroner om måneden. Taler kunden for mindre, skal der betales et gebyr på 25 kroner.
Smarttalk har derfor besluttet omgående at halvere kravet til minimumsforbrug til 50 kroner om måneden. Det er stadig tre gange højere end hovedkonkurrenten Telmores krav om et forbrug på 50 kroner i kvartalet.
Anne Raaen Rasmussen, forretningschef i Smarttalk, erkender over for Computerworld Online, at kravet har skræmt kunder væk. Selskabet har dog siden nytår fået 2.000 nye kunder foruden de 10.000, som Debitel købte af Tiscali før jul. (jbe)