Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kom et år for sent i gang: Dansk region får million-regning for gamle XP-maskiner

Interview: Op mod 20.000 Windows XP-maskiner på midtjyske hospitaler når ikke at blive udskiftet, inden Microsoft om kort tid trækker supportstikket til XP. Det kommer til at koste mange millioner kroner. Få direktørens forklaring her.

Hos Danmarks næststørste region, Region Midtjylland, er der få uger før Windows XP-supportstoppet endnu ikke fuldstændig klarhed over, hvordan Microsofts support-stop af det 13 år gamle styresystem skal håndteres.

I første omgang lukkede regionen helt af over for Computerworlds spørgsmål om Windows XP-håndteringen.

Siden har vi fået indsigt i et af regionens it-møder fra sidste uge, hvor det fremgår, at beslutningen om håndteringen af regionens op mod 20.000 Windows XP-computere stadig svæver i vinden.

Vi har derfor spurgt vikarierende it-direktør Ole Thomsen, hvad dette XP-morads betyder, når Microsoft stopper sine automatiske Windows XP-sikkerhedsopdateringer den 8. april, og derefter tilbyder noget mere pebrede sikkerhedsvilkår.

"Vi er i gang med et større infrastrukturprojekt med en betydelig app-konsolidering, hvor vi overgår til Windows 7 med mulighed for Windows 8-opgradering og Citrix-teknologi, og der er udskiftningen af Windows XP-maskinerne en naturlig del," forklarer Ole Thomsen til Computerworld.

Få uger før Windows XP-supportstoppet sidder I stadig og taler om, hvordan I skal håndtere situationen. Kalder du det rettidig omhu?

"Vi ved godt, hvad vi skal gøre med infrastrukturprojektet, og første version af den nye platform med apps ovenpå er klar den 1. april, hvor den bliver rullet ud til et hospital ad gangen. Men jeg erkender, at vi er kommet et år for sent i gang med projektet, og det rammer os nu."

Hvornår startede I på projektet, og hvornår burde I være startet, så I ikke løb ind i alle de kommende Windows XP-udfordringer med ekstra dyre sikkerhedslicenser?

"Vi kom i gang i 2012, og vi burde have været i gang i hvert fald et år før."

Og hvor mange skattekroner kommer denne forsinkelse til at koste i ekstra sikkerheds-licenser til Windows XP?

"Jeg ved det ikke, men vi er i gang med at tale med Microsoft om det. Jeg har set et beløb på omkring 13 millioner kroner i Region Syddanmark, men jeg ved faktisk ikke, hvad vi ender med hos Microsoft."

Hvornår er I så færdige med at rulle den nye platform ud på alle hospitaler, så der ikke længere findes nogle Windows XP-computere i regionen, der kræver ekstradyre sikkerhedslicenser?

"Det bliver til december 2015, hvilket vil være godt halvandet år fra support-stoppet i april."

Regionen: Man kan se på afskrivningen på mange måder

Det betyder altså, at I kommer til at betale flere millioner for i hvert fald halvandet års ekstra sikkerhedslicenser, hvilket kunne have været sparet, hvis I bare havde skiftet maskinparken noget før. Igen vil jeg høre, om du kalder dette for rettidig omhu?

"Det er rigtigt, at de penge kunne være sparet, men man kan anskue problemstillingen fra en anden vinkel: Support-aftalen for Windows XP kommer måske til at koste en million kroner om måneden, mens hele vores infrastruktur-udrulning kommer til at koste op mod 130 millioner kroner over fem år."

"Det betyder, at vi skal afskrive vores kommende infrastruktur med omkring 25 millioner kroner om året, eller godt to millioner kroner om måneden. Så vi venter år med at investere i den kommende infrastruktur, selvom det ville have været ideelt, og så afskriver vi længere på vores Windows XP-maskiner."

Hvis det nu er en million kroner billigere om måneden at køre videre med specialaftaler på Windows XP, hvorfor gør I ikke bare det frem for overhovedet at rulle Windows 7 ud på hospitalerne?

"Fordi vi ikke får gevinster som nemmere vedligeholdelse ud af den kommende, fælles platform, hvis vi ikke skifter. Men ikke desto mindre kan man altså holde to forskellige afskrivningsscenarier op mod hinanden. "

Ja, man kan vride tal på mange måder. Derfor kunne I jo stadig have sparet 13 millioner til ekstra sikkerhedslicenser, hvis I var kommet i gang med Windows XP-udskiftningen noget før.

"Det svarer jo lidt til, hvis man skifter sin bil ud et år for sent. På den måde får man nok mange ekstra-serviceomkostninger i det sidste år, men på den anden side, så slipper man jo for afskrivningen på en ny bil, hvor man altså så også må undvære komforten ved at køre i den nye bil."

I de papirer, som Computerworld er kommet i besiddelse af, fremgår det også, at I vil gøre en ekstra indsats på opdatering af tredjeparts-software - herunder Java. Folkene bag Java, Oracle, har tidligere fortalt os, at selskabet understøtter Java 7 på Windows XP selv efter support-stoppet. Hvorfor bruger I så kræfter på det?

"Det handler ikke kun om at lægge de nyeste patches på, men vi skal holde skarpt øje med Java, fordi vores EPJ (elektroniske patientjournal, red) kører på Java, så det vil være en konkret afvejning fra sag til sag. It-afdelingen siger, at vi ikke skal deponere al vores sikkerhed hos en ekstern leverandør."

Det er jo ellers præcis, hvad I gør, når I køber sikkerhedspatches hos Microsoft til Windows XP efter den 8. april?

"Ja, det ved jeg, men vi baserer givetvis kun noget af vores sikkerhed på eventuelt at købe ydelserne hos Microsoft, hvilket jo afhænger af de konkrete forhandlinger, mens vi baserer en meget stor del af vores sikkerhed på firewalls og virusbeskyttelse som de primære beskyttelseskilder."

Kan løbe ind i de samme problemer med Windows 7

Når I nu skal videre med jeres store fællesplatformsprojekt, som I åbenbart ikke er færdige med at planlægge endnu, har I så fokuseret på pris eller sikkerhed?

"Vi har helt oplagt fokuseret på sikkerhed og kvalitet, mens økonomien faktisk ikke har spillet nogen videre rolle i lige præcis denne sammenhæng, når vi alligevel skal ud og investere så mange penge i en fælles platform."

Supportaftalen for Windows 7 udløber i 2020, hvilket giver jer en løbetid på fire år, efter I har slukket for jeres sidste Windows XP-maskine omkring årsskiftet 2015/2016. Kommer I så ikke til at løbe ind i de samme problemstillinger endnu engang, som I nu oplever med Windows XP, da det åbenbart tager fire år at planlægge og udføre sådan en udskiftning?

"Jo, men vi har som sagt en licens, der gør det muligt at opgradere til Windows 8. Som situationen er lige nu, så har vi faktisk ikke andet valg end at gå på Windows 7 med den mulige opgradering, og så må tage de næste udfordringer til den tid."

Kan du godt se, at når man kigger på den langsommelige udskiftning fra Windows XP til Windows 7 udefra og ind i Region Midtjylland, så virker det som om, at det ikke har været et tema, før det var for sent?

"Det er rigtigt nok, at jeg har haft fokus på infrastrukturen, designet og gøre den klar til at blive rullet ud. Mit fokus har også været på funktionalitet, økonomi og gøre til samspillet mellem nye sygehusbyggerier og it. Så jeg er med på, at det måske ikke ser så velovervejet ud, men vi skal nok nå det hele."

Er du tryg ved situationen?

"Ja."

Læs også: 
Derfor truer Windows XP-kaos på danske hospitaler

Sådan bliver XP-problemet løst på danske hospitaler

It-chefer i klemme: Her er læren af Windows XP

Hvem dækker bank-indbrud på din Windows XP-pc?




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere