Rekordoverskud for sjællandsk online-veteran

Bredt varesortiment og effektiv levering er opskriften på succes for den sjællandske it-købmand Computersalg. Næste skridt bliver at udvide butikken med en masse varer, der slet ikke har noget med it at gøre.

Artikel top billede

Mens milliard-forretninger som Elgiganten, Expert, Fona og Bilka kæmper hårdt om kundernes gunst på markedet for forbrugerelektronik, er det stadig muligt for mindre onlinebutikker at drive en fornuftig forretning.

Beviset på det bliver leveret af den sjællandske online-forhandler Computersalg, der i sit seneste regnskab sætter nye rekorder både for omsætning og overskud.

Henover regnskabsåret 2014/15 er der røget 281 millioner kroner gennem kasseapparatet. Det er en vækst på 30 procent. Vokseværket er dog ikke gået ud over indtjeningen. På bundlinien står nemlig 4,5 millioner kroner, hvilket er det hidtil bedste resultat i de 18 år firmaet har eksisteret.

Firmaet har base i landsbyen Borup mellem Køge og Ringsted, hvor man udover selvstændigt lager og fysisk butik også ekspederer de hundredetusindvis af årlige kundebestillinger.

Direktør og hovedaktionær i Computersalg, Kim Rand, kalder selv sit firma for "en af de største privatejede online-butikker" i Danmark. Han ser det pæne regnskabsresultat som kvittering for målrettet arbejde med at effektivisere interne forretningsgange, leveringssikkerhed og god service til kunderne.

"Vi har øget vores omsætning med 65 millioner kroner med uændrede lønomkostninger uden, at det er gået ud over vores flotte score på kundetilfredshed. Det synes jeg er ret godt gået af mine medarbejdere," siger Kim Rand.

Computersalg satser desuden på et bredt varesortiment indenfor tilbehør og komponenter, som de store it-supermarkeder ikke kan matche.

På de indre linier arbejder man også løbende med søgeoptimering og udvikling af firmaets website, så brugervenligheden bliver større.

Væksten betyder også, at Computersalg er ved at løbe tør for lagerplads, og derfor har man købt en naboejendom, som efter ombygning vil mere end fordoble lagerkapaciteten.

På et område har man dog ladet sig inspirere af konkurrenterne og har kastet sig over produkter, der ligger langt væk fra det traditionelle it-salg. Det drejer sig om hårde hvidevarer og mindre el-artikler, ligesom man arbejder med at opbygge et varekatalog for produkter til hus og have.

"Markederne for online-salg flyder sammen, og så giver det bonus, at vi har en effektiv salgsmotor og at vores kunder ved, at de får en god service," siger Kim Rand, der forventer i år at banke årsomsætningen op på 350 millioner kroner.

Læs også:

Her er Sjællands største onlinesucces

Trods fyringer og lønnedgang: Nyt millionhul i Fonas regnskab

Jobannoncer afslører Experts nye butikssatsning

Salg af fladskærme i frit fald: Sådan rammer det Elgiganten

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Rasmus Stage Sørensen som Operations Director. Han kommer fra en stilling som Partner & Director, Delivery hos Impact Commerce. Han er uddannet kandidat it i communication and organization på Aarhus University. Han har tidligere beskæftiget sig med med at drive leveranceorganisationer. Nyt job

    Rasmus Stage Sørensen

    Norriq Danmark A/S

    VisionBird har pr. 1. november 2025 ansat Kelly Lyng Ludvigsen, 38 år,  som Seniorrådgiver. Hun skal især beskæftige sig med Rådgivning og undervisning i Contract Management. Hun kommer fra en stilling som Contract Manager hos Novo Nordisk. Hun er uddannet Cand. jur. og BS fra CBS. Hun har tidligere beskæftiget sig med Contract Management i flere roller i både det private, offentlige og som konsulent. Nyt job

    Kelly Lyng Luvigsen

    VisionBird

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Hans Christian Thisen som AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til udvikling og implementering af AI- og automatiseringsløsninger. Nyt job

    Hans Christian Thisen

    Norriq Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Laura Bøjer som Consultant, GRC & Cybersecurity på afd. Thisted. Hun kommer fra en stilling som Assistant Consultant hos PwC i Hellerup. Hun er uddannet med en kandidat i Business Administration & Information System på Copenhagen Business School. Nyt job

    Laura Bøjer

    Netip A/S