Artikel top billede

Elgiganten.dk blæst bagover af Black Friday-besøgende: "Vi havde ellers stresstestet"

Elektronikfirmaernes websites er braget ned på stribe i løbet af natten, hvor Black Friday-tilbuddene har prydet forsiderne. Læs her, hvordan Elgiganten har forberedt sig til årets største salgsdag, og hvordan der skulle feberreddes i løbet af natten.

Den danske elektronikforhandler Elgigantens hjemmeside har i lighed med flere konkurrenter som blandt andre Fona og Power været nede, efter handelshysteriet Black Friday blev skudt i gang ved midnatstid.

Elgiganten.dk startede sit Black Friday-online-salg med lave priser klokken 0:00, og der gik kun få minutter, inden hjemmesiden var blæst i i sort.

"Vi havde ellers stresstestet vores servere med 400 procent overbelastning, men alligevel gik vi ned i en times tid, da vi fik 40.000 samtidige besøgende i nat," forklarer kommunikationsmanager hos Elgiganten, Frederik Danvig, til Computerworld.

En kvart million besøgende

Han fortæller, at udover de mange tilbudshungrende danskere, der havde ligget i kø foran flere af Elgigantens fysiske butikker op til midnat, virkede det som om, at mange sad klar til at klikke sig ind i webshoppen præcis ved midnatstid.

"Vi har haft 10 gange så mange besøgende, som vi plejer. I løbet af natten og indtil nu her fredag formiddag har der været omkring en kvart million besøg inde på vores webshop," fortæller Frederik Danvig.

Han tøver derfor heller ikke med at kalde Black Friday for årets suverænt største dag for Elgiganten.dk, der ellers traditionelt har oplevet 3.juledag som sin travleste enkeltdag.

"Sidste år slog 3. juledag Black Friday med et mulehår, men i år har vi dobbelt så mange besøgende på Black Friday sammenlignet med sidste år. Så ja, Black Friday bliver nok vores største enestående salgsdag i 2015," lyder det fra Frederik Danvig.

Soveposer med på kontoret

Han fortæller, at Elgiganten har væbnet sig til den enorme interesse med stresstests i stor stil.

I går aftes mødte Elgigantens digitale hold på en snes medarbejdere så ind på kontoret med soveposer og Redbull under armene.

Her sad de så parate til at kæmpe med det forventelige pres på Elgigantens servere, som alligevel blev større end forventet.

Ifølge Frederik Danvig sidder Elgigantens interne it-folk fredag formiddag med tændstikker i øjnene og er nu klar til fyraften efter en heftig nat, hvor der for manges vedkommende alligevel ikke blev brug for soveposen.

Læs også: Danske elektronik-kæmper før Black Friday: Lige nu aner vi ikke, hvad vi har på tilbud fredag

Brok fra kunderne

Presset på serverne og nattens nedbrud har også ramt Facebook, hvor flere af Elgigantens kunder brokker sig over ikke at kunne komme ind på hjemmesiden.

"Synes det er skuffende at I gør så stort et nummer ud af Black Friday, når det ikke er muligt for mange, at komme ind på jeres side," skriver eksempelvis en potentiel Black Friday-kunde på det sociale medie.

Frederik Danvig erkender, at der har været nogle utilfredse udmeldinger.

"Kunderne har jo glædet sig, ligesom vi har. Og så er det selvfølgelig ærgerligt, at alt ikke virker, som det skal. Men det kører nu, og tilsyneladende er mange fra natten vendt tilbage her til formiddag," fortæller han.

Er det ikke lidt amatøragtigt, at sitet går ned, når Elgiganten nu ved, at der vil komme helt ekstraordinært pres på?

"Det vil jeg altså ikke kalde det med tanke på den gigantiske volumen, vi her taler om. Vi har stresstestet og forberedt os minutiøst igennem de sidste par måneder, men selv det var ikke nok. Så det har været overvældende," runder Frederik Danvig af.

Har I spekuleret i nedbrud for at få medieomtale?

"Nej, slet ikke. Vi vidste, det ville blive vildt. Men dette er meget vildere, end vi havde forventet," runder Frederik Danvig af.

En hurtig gennemgang af Facebook-siderne tilhørende Elgigantens konkurrenter som blandt andre Power og Fona viser også utilfredse kunder, der dels brokker sig over udvalget af tilbud, dels over at hjemmesiderne momentvis har været nede.

Til gengæld kan alle måske i stedet glæde sig over, at det snart er weekend.

Læs også: 
Afstemning og undskyldning: Computerworld's læsere vil have hardware og styr på sproget




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere