TumbleSeed.
Lad det være sagt med det samme: TumbleSeed er modbydeligt svært. Faktisk er det så svært, at man hurtigt kommer til at overveje om, ikke blot en smule af eventyres kode er skrevet udelukkende for at frustrere spilleren.
Det starter ellers så fredsommeligt, for med kontrollen over et lille frø er det meningen at man skal guide dette i mål, mens man undgår de fjender, hullet og fælder som frarøver frøet dets livsenergi.
Kontrollen over frøet er dog ikke direkte, og i stedet har man snarere kontrol over den stang, som frøet ruller på. Ved at løfte denne til venstre eller højre (via skulderknapperne) ruller frøet i den modsatte retning, og man skal således "løfte" frøet i mål, for at gennemføre en bane.
Et sparsomt antal krystaller indsamles og veksles løbende til gemmesteder, offensive evner eller blot en større livsbeholdning, mens nye evner hele tiden skal balanceres fordi de har ligeså mange hængepartier som fordele.
Krystal-beholdningen er dog så lille, at man hele tiden skal overveje, hvordan den bedst bruges, og at vælge mellem at gemme for at kunne genstarte eller tilsnige sig en smule mere liv, kan være overraskende svært.
Konceptet er lånt fra den mekaniske spillemaskine Ice Cold Beer, er utrolig simpelt og leveres i en farvestrålende, indbydende indpakning som til forveksling kunne ligne et projekt fra en særlig kreativ omgang med multifarvet pap, limpistol og saks.
Det er dog svært ikke at se det hele som en lokkende fælde, for mens det farverige ydre, den beroligende musik og det simple koncept gør sit for at overbevise om at alle kan være med, vil det kun være de mest ihærdige der kæmper til den bitre ende.
TumbleSeed er en god ide, der er udført virkelig godt, og særligt fungerer godt på Nintendo Switch, hvor HD Rumble virkelig viser sig fra sin gode side. Vælger man i stedet at give det et forsøg på PC, vil man dog stadig blive mødt af et lokkende, men exceptionelt udfordrende eventyr som for alvor kan anbefales til de med styr på koncentrationen.
Yooka Laylee.
Det føles næsten som at starte den gamle Nintendo 64 op igen, for kamæleonen (Yooka) og flagermusen (Laylee) springer inden man ved af det, med hovedet først ind i et platformseventyr af den slags hvor figurerne synes taget direkte fra en tegnefilm, sproget er fuld af dobbeltbetydninger og spandevis af dimser skal indsamles.
Det minder med andre ord om et spileventyr fra dengang hvor den engelske udviklere Rare var på sit største, og det er ikke så underligt for størstedelen af mandskabet bag det nye eventyr udgjorde i sin tid mandskabet der sendte blandt andet Banjo Kazooie på deres populære eventyr.
Formularen er således den samme, selvom det denne gang er sider fra en magisk bog der skal indsamles for at åbne op for nye baner og spænde ben for den vederstyggelige skurk Capital B.
Banerne er mange, smukke og fyldt med den slags hemmeligheder som gør dem hyggelige at udforske. Samtidigt indsamles nye evner som gør at det faktisk kan betale sig at vende tilbage til tidligere verdner, for at undersøge nye hjørner for hemmeligheder.
Desværre er alt ikke godt, og foruden et kamera der ikke altid forstår at stille skarpt i essentielle situationer, er udvikleren stødt på et par problemer i forhold til balanceringen. Således havner man nogen gange i situationer hvor det virker som om der pludseligt skrues markant op for sværhedsgraden, hvilket er særligt frustrerende for et eventyr som ellers er så indbydende.
Yooka Laylee er dog det bedste bud, vi længe har set på et platformseventyr af den "gamle skole", og var man dengang begejstret for Rares mange udgivelser, vil man også her finde et solidt eventyr at give sig i kast med.
Flinthook.
Der har aldrig været nogen tvivl om hvorfor mini-udvikleren bag Flinthook har valgt deres navn, for Tribute Games har siden deres start fokuseret kræfterne på den slags udgivelser, som i deres koncept og udførsel har været inspireret af klassikerne fra gårsdagens arkadehaller.
Sådan er det også med deres nyeste og bedste udgivelse til dato, for på trods af at være en rumpirat med gribekrogs-pistol, synes der at være kigget en gang eller to på Taitos klassiske BubbleBobble. Her er derfor også tale om et platforms-eventyr, hvor en skærmfuld af fjender skal besejres før man rykker videre til den næste.
Banernes udformning og rækkefølge sættes dog tilfældigt sammen hver gang man starter på ny, og det er derfor reflekserne og timingen, snarere end hukommelsen der bliver testet når man giver sig i kast med at plyndre de fjende-fyldte rum-fartøjer der danner baggrund for spillets verden.
Værktøjerne som man har til rådighed består af en lille ærtebøsse og den føromtalte gribekrogs-pistol, der i bedste Batman-stil lader hovedpersonen svinge sig omkring med en vældig fart og præcision. Kontrollen er skarp og det "pling" der lyder hver gang man griber fat i en krog og svinger sig gennem luften, forvandles nærmet til en symfoni af succes når man zig-zagger mellem fjender, fælder og projektiler.
Når livsbeholdningen endegyldigt når sin ende, sendes man dog tilbage til start og her er ikke mulighed for blot at fortsætte hvor man slap. Har man indsamlet nok guld på sin vej, er det dog muligt at købe permanent-virkende opgraderinger, sådan at vejen tilbage til hvor man var, bliver knap så hård.
Flinthook er lidt af en perle, særligt hvis man nyder de skarpe pixels og det 8bit-inspirede soundtrack som man med stor sikkerhed vil ende med at gå at nynne efterfølgende.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera
