Få spil har en så god oprindelseshistorie som Polybius.
Dengang arkadehallerne stadig var hvor man byttede sine kroner for et par minutter i selskab med de nyeste spil, og hvor internettet endnu ikke var klar som allesteds værende opslagsværk, var der nærmest ingen grænser for hvad der kunne gengives i spilform.
Det var dog ikke kun alverdens spiludviklere der havde opdaget den slags, for skal man tro en af de mest anerkendte arkade-databaser på internettet, var det i 1981, i en lille arkadehal i Portland, Oregon muligt at prøve det mærkværdige spil Polybius. Ganske få kan dog erindre at de nåede at prøve det, men det er der ifølge rygterne en god grund til.
Polybius skulle således havde været et LSD-lignende projekt i spilform, lavet af den amerikanske regerings NSA-afdeling, for at teste mulighederne for masse-hypnose på befolkningen. Spillet var angiveligt kun at finde på den ene lokation, og kun i en måneds tid før maskinen igen var forsvundet - hentet af mørkklædte mænd naturligvis.
Og foruden at en lille del af internettets mange brugere naturligvis altid står klar til at gribe fat i sådan en historie, skulle man så tro at historien om Polybius var stoppet der - en sjov vandrehistorie der fra tid til anden finder sin vej til populærkulturen når der alligevel skal snakkes konspirationsteorier og flat-earth argumenter.
Artiklen fortsætter under billedet...
Et helt andet sted i verden, nærmere bestemt Wales, bor dog Jeff Minter og han har siden 1981 levet af at lave spil til alskens forskellige slags formater. Med seks får, to geder, to lamaer og en hund i haven har Minter under udviklernavnet Llamasoft, specialiseret sig at lave hans helt egne fortolkninger af klassiske arkadespil. Han har altid haft en forkærlighed for at pakke det hele ind i psykedeliske, skærm-smeltende grafik og soundstracks der blander trance-rytmer med lyde fra hans mange kæledyr.
Llamasoft-spil er med andre ord ikke altid for alle, men det har ikke hindret Minter i at lave deciderede nyklassikere, hvilket særligt har været tydelig med de fabelagtige Tempest 2000 og TxK - to spil der byder på nogle af de skarpeste arkade-oplevelser spilformatet som helhed har at byde på.
Hvorvidt Llamasofts nyeste udgivelse er endnu en opdatering af et arkadespil eller ej, kommer dog an på hvorvidt man tror på vandrehistorier, for den lille udvikler har nu skabt et vaskeægte Polybius-spil, der ikke kun er fyldt med psykedelisk grafik og underlige lyde, men også spilmæssigt ligger sig ganske tæt op af de beskrivelser der eksisterer af det tidligere Polybius-projekt.
Et actionbrag af format
Forskelle er der dog heldigvis på den ægte vare og rygte-spillet, for det Polybius der nu kan anskaffes til PlayStation 4 er hverken hjernevaskende eller lignende, men i stedet et actionbrag af format med en klassisk Llamasoft spilbarhed der gør det svært at ligge fra sig når man først er kommet i gang.
Oplægget et simpelt og med kontrollen over et lille rumskib sendes man med høj fart gennem en mængde forskellige, rutsjebane lignende baner, der alle er fyldt til randen med simple polygon-fjender der sendes laser-stråler mod dig hvis de får lov. Perspektivet er sådan at man altid flyver "ind" mod skærmen og skud-knappen bør holdes inde på alle tidspunkter.
Foruden de mange fjender er det dog farten der ofte tømmer livsbeholdningen. Hver bane har således små porte som man med lidt list kan sende sit fly igennem, hvilket medfører at der skrues op for både farten og pointtælleren. På trods af ikke at være et racing-spil er der få oplevelser på PlayStation 4 lige nu, der så effektivt demonstrerer fart og man skal ofte minde sig selv om at blinke, når mere end ti porte er ramt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Polybius er en oplevelse
Det er også med farten i vejret at Llamasofts versions af Polibyus begynder at minde mest om det påståede arkadespil, for med farten i vejret begynder både baner, mønstre, fjender og farver nærmest at smelte sammen på en måde så man trods det voldsomme kaos, synker ned i et zen-stadie hvor man ikke når at tænke på andet.
Polybius er et spil, måske endda en oplevelse som skal prøves på egen krop, for hverken billeder eller beskrivelser gør det rette. Jeff Minter og hans makker Giles, har skruet et nyt actionspil sammen der foruden at passe eminent godt sammen med en af spilmediets bedste vandrehistorier, også i sig selv er noget særligt.
Det er hæsblæsende action for alle pengene, men samtidig en af de bedste zen-oplevelser man lige nu kan finde i spilform.
