Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: B&O-chef stolt over sorte tal på bundlinjen / Amerikanske Salesforce planter en ny skov i Danmark / Bookingsystem til vacciner er igen ramt af tekniske problemer

B&O-chef stolt over sorte tal på bundlinjen Amerikanske Salesforce planter en ny skov i Danmark. Bookingsystem til vacciner er igen ramt af tekniske problemer. Red Bull satser på i nordjysk e-sports-satsining, og så er det 52 år siden, at Concorden for første gang lettede fra en landingsbane i Storbritannien.

Godmorgen.

Her kommer ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

Selvom vi dag skriver den 9. april, så er det ikke meget forår at spore, når vi kigger ud af vinduet.

Men fortvivl ikke. Tag i stedet en kop morgenkaffe fra kanden, og lad os i fællesskab skyde nyhedsdagen i gang.

B&O-chef stolt over sorte tal på bundlinjen

For blot et år siden præsenterede B&O et blodrødt regnskab med et minus på 275 millioner kroner.

Men de efterfølgende 12 måneder har budt på omsætningsvækst, og nu har den danske lyd- og design-darling vendt den røde bundlinje til et plus på 13 millioner kroner.

Selskabets nye direktør Kristian Teär, der tiltrådte i oktober 2019, siger til Finans, at han er stolt og tilfreds med det seneste rengskab.

”Vi er meget tilfredse med at kunne levere de resultater. Det er tredje kvartal i træk med tocifret vækst, og det andet med overskud,” siger han til Fimams.

Ifølge Kristian Teär er en del af forklaringen, at folk under coronapandemien har forkælet sig selv ved at købe nye højttalere til hjemmet.

Amerikanske Salesforce planter en ny skov i Danmark

I løbet af foråret skyder en ny såkaldt folkeskov op i nærheden af Holbæk.

Her vil den amerikanske it-gigant Salesforce i samarbejde med Holbæk Kommune og organisationen Growing Trees Network i alt plante 20.000 træer, hvilket svarer til fem hektar ny skov.

Det oplyser Salesforce i en pressemeddelelse.

Etableringen af skoven er et led i Salesforces klimaambitioner, hvor selskabet har et mål om på globalt plan at plante og bevare 100 millioner træer inden udgangen af 2030.

”I løbet af det sidste år er vi allerede kommet et godt stykke af vejen med de første 10 millioner træer, men vi er langt fra i mål. Derfor glæder det mig, at vi nu også kan bidrage til projektet i Danmark med opførslen af en folkeskov i Holbæk, der både skaber et nyt rekreativt område, bekæmper den globale opvarmning, beskytter vores grundvand og støtter op om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling”, siger Jacques Soelberg, landechef i Salesforce Danmark, i pressemeddelelsen.

Bookingsystem til vacciner ramt af tekniske problemer

Det elektroniske bookingsystem, der bruges til at bestille vaccinationstid har været ramt af en teknisk fejl i Region Midtjylland.

Det skriver Aarhus Stifttidende torsdag.

Fejlen kaster ifølge avisen borgerne ud i en ”kafkask labyrint,” når de forsøger at booke en vaccinationstid.

Borgere der skal vaccineres med Moderna-vaccinen oplever nemlig, at de ikke kan vælge vaccinationssteder i Midtjylland, men i stedet bliver henvist til vaccinationssteder på Sjælland og Bornholm.

Red Bull satser på i nordjysk e-sports-satsining

Energidrikproducenten Red Bull har kastet sin kærlighed på det nordjyske e-sportsfirma P1 Esport, der blandt andet har Coolshop-stifteren Jacob Risgaard som investor.

Det skriver Børsen.

P1 Esports forretning bygger på såkaldt simracing, hvor selskabet har åbnet et digitalt motorsportscenter i København, hvor folk kan køre virtuelle motorløb.

Ifølge Børsen vil Red Bull Racing bruge samarbejdet med P1 Esport til at spotte fremtidige talenter, og selskabet oplyser i en mail til Børsen, at det ”håber på at finde den næste verdensmesterskabskører i Danmark”.

Om dagen i dag: Concorden flyver sin jomfrurejse i Storbritanien

Piloten Brian Trubshaw gennemførte den første testflyvning med en britisk prototype af Concorden på den 9. april 1969. Flyet lettede fra byen Filton og landede igen på en landingsbane i Royal Air Force-basen Fairford.

Flyet havde en tophastighed på 2.170 kilometer i timen, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt som lydens hastighed.

Concorden fløj sin første kommercielle rutetur i 1976, og den gennemsnitlige rejsetid mellem London og New York med Concorden var blot 3 timer og 20 minutters. En tilsvarende tur med et normalt passagerfly ville til sammenligning tage mere end 7 timer.

Den lave rejsetid kombineret med tidsforskellen betød, at du på en rejse mellem London og New York ville lande to timer tidligere end du tog af sted.

Concorden er i dag taget ud af drift og fløj sin sidste tur den 26. november 2003.