Artikel top billede

(Foto: Photo by Benjamin Dada on Unsplash)

Styrelse med tusindvis af ansatte fravælger Chrome og dropper Google som søgemaskine

Den svenske styrelse Trafikverket har valgt at give Google den kolde skulder. De tusindvis af ansatte i styrelsen skal nu enten bruge Firefox eller Edge, og Googles søgemaskine er heller ikke længere førstevalg på de ansattes computere.

Googles omfattende datahøst har fået den svenske trafikstyrelse, Trafikverket, til at fravælge en række af søgegigantens løsninger.

For ifølge Computerworlds svenske søstermedie Computersweden har den svenske styrelse således fravalgt Google Chrome som browser, og i stedet er Firefox og Micrsooft Edge nu standardbrowserne på de ansattes maskiner.

Samtidig er Googles søgemaskine heller ikke længere første valg i styrelsen, der nu i stedet har gjort den privacy-fokuserede søgemaskine DuckDuckGo til standardbrowser.

Per Tuvall, der er databeskyttelsesrepræsentant hos styrelsen, fortæller til Computersweden, at der er to væsentlige årsager til fravalget.

”For det første er der mange sikkerhedsopdateringer til Chrome. Det er i sig selv ikke en ulempe, men det kræver mange ledelsesressourcer for it-afdelingen at rulle dem ud. Dernæst er det den browser, som ifølge flere af de test, vi har kigget på, ser ud til at indsamle flest personlige data og blokerer for færrest cookies og andre trackere,” siger han til mediet.

Kan få særlig tilladelse

Per Tuvall forklarer, at selvom Chrome udfases som standardløsning, så vil det være muligt at opnå en særlig godkendelse til at bruge Chrome, hvis man har behov for det.

Beslutningen om at bruge DuckDuckGo som standard-søgemaskine skyldes ligeledes hensyn til ansattes privatliv og anonymitet, men det vil være fortsat være muligt at vælge en anden søgemaskine. Det kræver blot at man selv går ind og ændrer i indstillingerne.

”Det er kun standardindstillingerne, vi ændrer, og alle kan frit ændre søgemaskine, hvis de ikke er tilfredse. Men vores holdning er, at Trafikverket ikke skal bidrage til udbredelsen af medarbejdernes persondata. Hvis du vil bruge Google, skal du selv træffe et aktivt valg,” siger Per Tuvall til Computerweden.