Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Husker du de gode, gamle dage, da Intel og AMD faktisk kun lavede én cpu? Bevares, man kunne vælge mellem masser af processor-modeller fra den billigste til den absurd kostbare, men nedenunder var der kun én chip fra hver producent.
Dengang drejede det hele sig om clockhastigheder. Højere frekvens betød bedre ydelse og flere penge. Der var måske sparet på en enkelt funktion, men clockhastighed var det store nummer. Morskaben bestod i at købe en billig model og overclocke den med arme og ben. Resultatet var ofte en højtydende cpu til pebernødder. Men sådan er det ikke længere.
Det er der to grunde til. Til at begynde med har variable kernetal ødelagt morskaben. Intel tilbyder alt fra dual core helt op til chips med otte kerner. Og det er så det. Man kan ikke afdække skjulte kerner.
Det andet problem er, at hele over-clocking-historien er låst grundigt inde. Al den gamle spas er nu forhistorisk. Den eneste realistiske mulighed får vi ved cpu-multiplikatoren. Og den er kun ulåst på et begrænset udvalg af Intels processorer.
Det er alt sammen temmelig trist i sammenligning med de gode, gamle dage. Eller rettere: Det var det, indtil Intel overraskende nok kom i tanker om, at man havde en hel hær af pc-entusiaster, der gerne ville have det sjovt og spare nogle penge.
Her kommer Intel Pentium K Anniversary G3258 ind i billedet. En ener, der er udviklet til at genopleve de tider, da man kunne overclocke næsten alting.
I dette tilfælde har vi at gøre med en dual core-version af den samme Haswell-arkitektur, som vi ser i hver eneste af disse Intell-cpu’er, inklusive den blærede sekskernede Core i7-5820K. Den er altså helt med på noderne, når det gælder arkitektur.
Men den er også påfaldende karrig med funktionerne. Der er ingen Hyperthreading. Man får heller ikke nogen Turbo-tilstand. Den kører ved blot 3,2 GHz. Man skal klare sig med kun 3 MB cachehukommelse. Men som det fremgår af K’et, er den helt ulåst. Man kan altså clocke den så meget, man tør. Eller meget, som siliciummet kan klare.
David mod Goliat?
Hos vores testchip viser det sig at ende med et meget nydeligt tal på 4,6 GHz. Med andre ord kører den ved omtrent samme clockhastighed som de langt dyrere Intel-chips i testen. Men eftersom dens standard-clockhastighed er beskeden, taler vi om en kolossal overclock på 1,4 GHz. Og det får man for ca. 5-600 kroner. Imponerende.
Når det er sagt, er den enorme over-clock tiltrængt, fordi G3258’s ydelse ved standard-clockhastigheden halter lidt. Ved gaming kniber det, når man ser den levere lidt under halvdelen af den framerate, man får ud af en Core i5-4690K. Skræmmende.
Hertil kommer, at den enorme overclock på 1,4 GHz kun udgør godt og vel 40 procent, og man skulle op på 100 procent for at konkurrere med en 4690K ved standardhastigheden. Hvis man baserer en gamingmaskine på denne specielle Anniversary-chip, må man altså leve med lavere framerates, selvom man skruer helt op for clockfrekvensen.
Naturligvis er der en grænse for, hvad man kan forvente til denne pris. Det samme gælder for en cpu, der kun understøtter to software-threads. Vi er måske ikke gået ind i den multikerne-alder, som blev forudsagt for ti år siden. Men en desktop-pc med kun to kerner og ingen multi-threading hører alligevel fortiden til. Der er grænser for, hvad man kan forvente.
Imidlertid giver G3258 meget for pengene, og den er vældig sjov, hvis man overclocker den op over 4 GHz. Hvis man skal spare eller søger en midlertidig løsning med henblik på kommende opgraderinger, giver den udmærket mening. Det er ikke David mod Goliat. Men det skyldes, at tiderne har ændret sig.