Kugleramme eller hovedramme?

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En mainframecomputer er en høj-kapacitetscomputer, som hovedsageligt anvendes af større virksomheder og offentlige institutioner til kritiske opgaver, behandling af større mængder data som statistik, ressourcefordeling og registrering af transaktioner. Betegnelsen er opstået på baggrund af den oprindeligt betydelige størrelse, og fordi dens specialiserede opvarmning, nedkøling, ventilation, vedligeholdelse og strømforsyning til sammen repræsenterer et ”main framework”.

De første egentlige mainframes blev lanceret i 1950’erne, men stadig i 1960’erne havde de fleste mainframes ikke et interaktivt endsige grafisk interface, som vi kender det fra alle computere i dag. Dengang blev de programmeret og betjent via hulkort, hulstrimler og magnetbånd og senere fjernskriverlignende skrivemaskinetastaturer.

Den navnkundige IBM fra 1961 var blandt de første mainframes på markedet.

IBM og de 7 små dværge

Fra slutningen af 1950’erne og frem var markedet domineret af IBM samt bl.a. UNIVAC, NCR, Honeywell, General Electric og RCA m.fl. Denne producentgruppe blev hurtigt kendt som ”IBM og de 7 små dværge”. Da flere af disse producenter imidlertid gik ned, blev benævnelsen ændret til ”IBM og the BUNCH” (af forbogstaverne på konkurrenterne). I begyndelsen var det vigtigste styresystem DOS (Disk Operating System).

I 1970’erne fungerede en mainframe ofte som en form for ”delecomputer”, hvis funktion var at støtte hundredvis af brugere. Samtidig fremkom mere kompakte tastaturer og monitorskærme, som brugerne kunne få adgang til via et netværk. Først gennem specielle terminaler og senere via deres pc’er, som blev udstyret med særlige programmer, der emulerede terminalerne.

I 1980’erne udkonkurrerede den almindelige hjemmecomputer med GUI (Grafisk User Interface) imidlertid næsten de klassiske mainframecomputere, og de tilbageblevne blev hovedsageligt anvendt af finansielle – og regeringsinstitutioner. I starten af 1990’erne betragtede de fleste folk mainframecomputere som forældede.

Men denne opfattelse begyndte imidlertid at vende igen i slutningen af 1990’erne, fordi virksomheder fandt nye måder, hvorpå deres mainframes kunne benyttes, og der opstod et nyt behov for centraliseret databehandling. E-handel bidrog også til mainframecomputernes renæssance godt hjulpet yderligere af den massive stigning af faktureringstransaktioner, hvilket mainframes er yderst velegnede til.

Derfor undergik mainframen nu en gennemgribende udvikling, der resulterede i den type af mainframe, vi kender i dag.

MIPS over for FLOPS

I dag er moderne mainframecomputere karakteriseret af stor kompatibilitet mellem nutidige og ældre softwareløsninger og mulighed for at skalere både op og ned. Desuden kendetegnes dagens mainframes af en utrolig høj driftssikkerhed, der gør, at de kan tåle at arbejde lange tidsstræk ad gangen. De er i stand til at håndtere store mængder af input og output (I/O) og throughput, og sammenlignet med almindelige pc’er har mainframes op mod 100.000 gange så meget plads til online lagring af data og kan få adgang til data langt hurtigere.

Men til forskel fra en supercomputer, der primært anvendes til videnskabelige beregninger, bruges en mainframe først og fremmest til transaktionsprocesser altså kommerciel handel med varer, tjenester eller penge. Mainframes formåen måles derfor først og fremmest i MIPS (Millions of Instructions Per Second), hvor målestokken for supercomputere er FLOPS (Floating Points Operations Per Second). Mainframes er kraftigere end supercomputere, når det gælder om at afvikle flere forskellige softwareprogrammer og opgaver ad gangen, men supercomputere kan til gengæld afvikle et enkelt program meget hurtigere end nogen mainframe.