Test: Samsung Galaxy S21-serien: De nye konger i Android-verdenen

Samsung er klar med årets serie af topmobiler. Galaxy S21-serien hæver niveauet på design, kræfter og ikke mindst kamerateknologi. Og så endda til priser, der er billigere end sidste års modeller. Vi har testet alle tre nyheder.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi var knap trådt ind i det nye år, før Samsung smed årets serie af topmobiler på markedet. En måned eller to tidligere, end S-serien normalt lanceres.

Men S21-mobilerne virker på ingen måde forhastede. Faktisk får man indtryk af, at Samsung har gjort sig særdeles umage. Der er tænkt over de mindste detaljer og finpudset ud i de yderste afkroge. Det er Samsungs mest fuldendte mobiler til dato.

På mange måder står de i forlængelse af sidste års Galaxy S20-modeller. Men der er forbedret over hele linjen. Ikke mindst i designet.

Takket være en ny mat finish, fremstår de nye mobiltelefoner fra Samsung mere diskrete og er samtidig mindre modtagelige for fedtfingre.

Sammenlign priser på Samsung Galaxy S21 her.

Kameraklodsen flyder på elegant vis sammen med kanten, og det giver mobilerne et stilfuldt og harmonisk udseende.

Der er forskel i størrelserne på de tre. Det skyldes ikke kun forskellige skærmstørrelser. Ultra-modellen er bare større. Ikke kun i bredde og højde, men også i tykkelse og tyngde.

S21 Ultra er faktisk ikke nær som voldsom som sidste års Ultra-model. Den føles mere velproportioneret og håndterlig end Galaxy S20 Ultra.

Det er dog de to andre, du skal gå efter, hvis mobiliteten vægter højt. S21+ er ikke meget mindre i omkreds end Ultra, men den er tyndere og lettere. S21 er betydelig smallere, lavere, slankere og lettere end de to andre og det oplagte valg for den, der ønsker en kompakt mobil.

Med eller uden pen?

Galaxy S21 Ultra er den eneste, der har fået en ekstra stor fingeraftrykslæser, og det er altså en forbedring, som bogstaveligt talt er til at føle på. Især i disse mundbinds-tider, hvor ansigtsgenkendelse ikke altid dur. Træfsikkerheden er stort set perfekt. Vi oplevede i hvert fald ikke fejl under vores test. Det gjorde vi så til gengæld med de to andre mobiler. Deres fingeraftrykslæsere er sløvere og mere tilbøjelige til at fejle.

Galaxy S21 Ultra er også den eneste af de tre med en skærm, der understøtter pen. Mange af de værktøjer, man kender fra Note-mobilerne, er tilgængelige, men da mobilen ikke bruger aktiv teknologi, er der også visse funktioner, du må undvære – eksempelvis mulighed for at bruge pennen som fjernbetjening. Ikke desto mindre er pen-understøttelsen guld værd, hvis du gerne vil skrive, tegne og redigere i hånden.

Hvor vildt skal det være?

Det er på kameraet, den største forskel findes. Man kan kort sagt sige, at de ekstreme features er skåret fra på S21+ og S21. Der er ikke to tele-kameraer og heller ikke mulighed for 100x Space Zoom eller 108 MP-stilbilleder. Evnerne er mere beherskede, men ærlig talt, de fleste overlever nok med 64 MP store stillbilleder, 8K-video og zoom op til 30x.

Billedkvaliteten er nogenlunde på samme niveau i de tre mobiler. Teknologien har fået et betydeligt løft siden sidste års modeller, og det udmønter sig i en lysstyrke, en farvegengivelse og en kontrast, der er i en klasse for sig. Du behøver ikke at have luppen fremme for at se det.

Billederne springer ud af skærmen med en enestående sprødhed, som overgår selv de bedste konkurrenter.

Ved videooptagelser får du glæde af den forbedrede Super Rolig-funktion, som giver ekstra stærk stabilisering. Du får også adgang til Pro Video-funktionen, som blev introduceret med Galaxy Note20 Ultra, og samtidig introduceres den nye Directors View-funktion, som gør det muligt at skifte flydende mellem mobilens kameraer. Ultra kan skyde i lidt højere kvalitet på tværs af kameraer (4K 60 fps vs. 4K 30 fps).

Alle tre mobiler byder også på en opdateret Tag ét-funktion. Vi må tilstå, at vi er blevet store tilhængere af denne. Tryk én gang, og den tager en stribe skud, der udnytter kameraets mange muligheder, inklusive animationer, filtre mm. Så har man en alsidig palette af kreative skud – lige til at dele på sociale medier og lignende.

En ny Portræt-funktion giver mere avancerede muligheder for at redigere baggunde, lave bokeh-effekter og andet, når du skyder billeder af både dyr og mennesker.

Den får man også glæde af i selfiekameraerne. Ultra-mobilen leverer lidt finere deltajer med et 40 MP selfiekamera, hvor de andre to har mere moderate 10 MP.

Fantastisk skærm

Når det gælder ydelse, skærmkvalitet og for den sags skyld også batterilevetid, er mobilerne mere eller mindre jævnbyrdige. Der er brugt samme skærmtype, men opløsning og lysstyrke er højere på S21 Ultra.

Det geniale ved Dynamic Amoled 2X-skærmen er ikke kun, at den har en forrygende kontrast og farvegengivelse, men også at den selv kan finde ud af at justere opdateringsfrekvensen, så man får den optimale hastighed uden at bruge mere strøm end nødvendigt.

Processoren er Samsungs egen og lige nu et pænt stykke foran den stærkeste konkurrent i Android-verdenen, Snapdragon 865+. I vores benchmark scorede Ultra en lille smule højere end de to andre, men forskellen er ubetydelig.

Batteriet er større i Ultra, men den har også større og skarpere skærm, så det udmønter sig ikke i mærkbart højere batterilevetid.

Alle tre mobiler klarer uden problemer en dag på en opladning, men ikke nødvendigvis så meget mere. Batterilevetiden er deres svageste side. Opladningen er heller ikke markedets hurtigste. Du må vente lidt over en time på en fuld opladning, og en halv time på en halv. Der følger ikke oplader med i pakken. Til gengæld er alle tre mobiler så meget billigere end sidste års modeller, at du kan købe en ny og stadig spare penge, hvis ikke du har en liggende i forvejen.

Samsung Galaxy S21 Ultra: Elegant kraftbombe

Et monster af en mobil med ekstremt kamera pakket ind i et imødekommende design

Her får du alt, hvad den kan trække på teknologi og funktioner. Ultra-mobilen er ekstrem på mange punkter, men modsat sidste års model udmønter det sig ikke i et overdimensioneret design. Den er stor, men holder sig inden for grænserne af, hvad der er håndterbart og praktisk.
Med sin matte finish og nydeligt integrede kameraklods er det en mere stilfuld og harmonisk mobil end sidste års S20 Ultra.

Kameraet er betydelig vildere end på de to mindre modeller, og man bør spørge sig selv, om man virkelig har brug for 100x zoom og 108 MP-opløsning. Ved mere moderat zoom ser man også en betydelig forskel takket være to separate zoom-objektiver, og så har den samtidig lige lidt stærkere videoegenskaber. Så merprisen kan godt forsvares, hvis det er egenskaber, man kommer til at bruge meget.

De ekstra penge værd

Merprisen giver dig også en lidt skarpere skærm og ikke mindst en større og bedre indbygget fingeraftrykslæser. Sidstnævnte gør en reel forskel i dagligt brug.

Dertil kommer muligheden for at bruge pen, som nogle vil elske og andre aldrig skænke en tanke.

Opladningen er ligeledes hurtigere, og der er mulighed for at få mobilen med større lagerkapacitet og mere ram, men det bringer selvfølgelig prisen højere op.

De ekstra penge kan være godt givet ud, hvis du udnytter mobilens muligheder.

Med S21 Ultra får du simpelthen det ultimative, der lige nu kan opdrives inden for Android-mobiler. Den sætter en ny standard, som konkurrenter må lægge sig hårdt i selen for at slå.

Læs en mere uddybende anmeldelse med foto-eksempler og lignende her.

Samsung Galaxy S21+ Stilren storskærmsmobil

Den er kun en 0,1” til forskel i skærmstørrelsen, alligevel er S21+ mærkbart slankere og lettere end S21 Ultra. På skærmkvalitet og ydelse matcher den næsten sin storebror og leverer en præstation, som andre Android-mobiler må kigge langt efter.

Det samme gælder for så vidt kameraegenskaberne, der ikke er helt så ekstreme som i Ultra’en, men i ren billedkvalitet banker den ethvert andet mobilkamera lige nu. Og heldigvis får man glæde af stort set samme fotofunktioner som i Ultra’en.

Det rette valg for nogle

Muligheden for at bruge pen får du ikke, men kan du undvære den, og ønsker du en stærk storskærmsmobil i et lækkert design, er S21+ et forrygende valg.

Hvis både pen og de ekstra kamerakræfter trækker, vil vi dog anbefale, at du finder de cirka 1500 kroner ekstra og køber Ultra’en. De vil være godt givet ud.

Samsung Galaxy S21 Stærk letvægter til flot pris

Den er væsentlig mindre end de andre. Ikke kun i skærmstørrelse, men også i omkreds og i vægt.

Den er kort sagt mere håndterbar, og for mange brugere vil S21 have den ideelle størrelse.

Bagsiden er dog af plastik, hvilket trækker ned i kvalitetsfornemmelsen sammenlignet med de andre to, som har bagside af glas.

Det bedste køb

Bortset fra størrelsen er S21 stort set identisk med S21+. Samme skærm, samme processor, samme kamera. Dog et mindre batteri. Men med lavere strømforbrug fra den mindre skærm, udligner det sig nogenlunde i reel batteritid.

Prisen er også mindre. Vi vil faktisk gå så langt som at kalde den billig. Til cirka 6500 kroner får du markedets bedste mobilteknologi.
S21 er derfor det absolut bedste køb i serien.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Sikkerhed | Online

Cyber Briefing: AI kan udnytte dine VPN‑svagheder og lække dine data på sekunder

AI-agenter arbejder konstant og i maskinhastighed. Klassiske VPN-modeller mister overblik, kontrol og sporbarhed. Hør hvordan adgang, handlinger og automatisering sikres i en AI-drevet virkelighed. Tilmeld dig nu

Digital transformation | København

Roundtable: Fra legacy til AI – de strategiske valg for digitale ledere

Legacy-systemer bremser mange AI-ambitioner. Digitale ledere skal vælge platform, tempo og arkitektur. Computerworld samler CIO’er og CTO’er til lukket roundtable om vejen fra legacy til AI-parat forretning. Få perspektiver fra COWI og del...

Infrastruktur | København

Cloud & infrastruktur 2026: AI, afhængighed og digital handlefrihed

Cloud er strategisk infrastruktur og fundament for AI, drift og innovation. Geopolitik og regulering ændrer leverandørvalg og dataplacering. Computerworld samler beslutningstagere om afhængighed, europæiske alternativer og digital handlefrihed.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

Erik Ebert

Pentos

Mark Michaelsen, teknisk systemejer og projektleder hos Aarhus Kommune, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Mark Michaelsen

Aarhus Kommune

Netip A/S har pr. 1. februar 2026 ansat Henrik Mejnhardt Nielsen som ny kollega til Product Sales Teamet i Herlev. Han kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Arrow. Nyt job
Immeo har pr. 1. marts 2026 ansat Theo Lyngaa Hansen som Consultant. Han kommer fra en stilling som Data Manager hos IDA. Han er uddannet i Business Administration & Data Science. Nyt job