LIVE-BLOG:Følg det danske landsholds jagt på guld ved finalen i EM i cybersikkerhed

Artikel top billede

(Foto: Mika Baumeister/Unsplash)

Meta skrotter samarbejde med Europas største teleselskab efter lang konflikt om priser og rabatter

Flere års konflikt mellem Meta og Deutsche Telekom kulminerende for nylig, da Meta skrottede et langvarigt samarbejde med det tyske selskab.

Facebooks moderselskab Meta har for nylig skrottet sit samarbejde med Europas største teleselskab, Deutsche Telekom.

Efter et længerevarende opgør kulminerede konflikten i sidste uge, da Meta i et blogindlæg forklarede, at en tysk domstolsafgørelse havde tvunget selskabet til at afbryde et dataudvekslingssamarbejde med Deutsche Telekom.

“Efter flere måneders diskussioner er vi overraskede og skuffede over sammenbruddet i forhandlingerne med Deutsche Telekom,” skriver Meta i blogindlægget.

Krævede 40 procent i rabat

Hele misæren tog sin begyndelse i 2010, da de to selskaber indgik dataudvekslingsaftalen.

Men for nylig krævede Meta ifølge det amerikanske medie Bloomberg en rabat på hele 40 procent fra den tyske telegigant.

Ifølge det amerikanske medie ville Deutsche Telekom kun tilbyde en rabat på 16 procent, hvilket førte til, at Meta opsagde aftalen, og sagen endte i retten.

I mellemtiden har Meta fortsat med at bruge det tyske netværk, og har i stedet løbende modtaget regninger fra Deutsche Telekom, som Meta dog har tilbageholdt betalingen af.

Fik medhold i retten

Tidligere på året faldt afgørelsen ved retten i Köln, hvor Deutsche Telekom fik medhold, og Meta blev dømt til at betale sine regninger på cirka 20 millioner euro eller omkring 150 millioner danske kroner.

Meta har dog anket sagen, og som det fremgik af blogindlægget fra sidste uge, har de helt stoppet brugen af Deutsche Telekoms netværk.

I den forbindelse fremhæver Meta, at selskabet har lignende aftaler med andre teleselskaber, hvor netværket bliver stillet til rådighed uden betaling.

“Vi har aftaler om peering uden afregning med teleselskaber i Tyskland og resten af verden. Aftaler der giver teleselskabernes brugere hurtig og god adgang til vores apps,” lyder det fra Meta.

Anklager Meta for at misbruge sin position

Omvendt hævder Deutsche Telekom, at Meta misbruger sin dominerende markedsposition i forhandlingerne.

“Det er endnu et eksempel på, at Meta misbruger sin overvældende forhandlingsstyrke til at miskreditere legitime bekymringer fra den europæiske teleindustri og dets forbrugere for at undgå retfærdig betaling,” lyder det i et blogindlæg med overskriften "Meta står ikke over loven" fra Deutsche Telekom.

I øjeblikket overvejer EU-Kommissionen, om det kan blive nødvendigt at hjælpe den pressede europæiske telesektor, og ifølge Bloomberg vil sagen med Deutsche Telekom indgå i overvejelserne.

Eksempelvis har den tidligere italienske premierminister og tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, i en ny rapport om Europas konkurrenceevne foreslået, at EU-Kommissionen aktivt skal mægle, når der opstår en konflikt mellem den europæiske telesektor og tech-giganter.