Artikel top billede

Fem it-direktør i store danske virksomheder var nomineret til Årets CIO 2025. Fra venstre er det David Walmsley, Pandora, Ludovic Tranholm Otterbein, Zealand Pharma, Carina Harders, Lantmännen Unibake, Heidi Torm, LB Forsikring, og Claus Birkholm, Niras (dette års vinder). (Foto: Mikael Rieck / Mikael Rieck)

Fem top-CIO'er i store danske virksomheder: Sådan opnår vi værdi med kunstig intelligens

Årets CIO 2025: De fem aktuelt dygtigste CIO'er i Danmark giver her en status på deres arbejde med generativ AI.

Kunstig intelligens er ved at vokse sig fra at være en ung teenager med ukontrollerbar ben og arme, som vælter alt porcelæn på spisebordet, til at folde sig ud som en ung voksen, der formår at yde et brugbart bidrag til fællesskabet.

Agentic AI og konstante optimeringer af de generative sprogmodeller tvinger enhver virksomhed med appetit på produktivitetsforbedringer til at lægge en strategi for brugen af teknologien.

Det har de fem dygtigste Chief Information Officers (CIO'er) i Danmark lige nu gjort. Naturligvis, ellers var de næppe blevet udpeget som nominerede til titlen som Årets CIO, der blev uddelt under en stor begivenhed i Langelinie Pavillonen i København i sidste uge.

Vinderen, Claus Birkholm, blev kåret på baggrund af ikke mindst hans tilgang til kunstig intelligens i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras.

”Claus Birkholm har med sin målrettede og metodiske tilgang sat generativ AI i spil for at frigøre tid til kerneopgaver i den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras. Ved at velovervejet at rulle teknologien ud og målrette den mod konkrete use cases, har han sikret høj brugertilfredshed og stor adoption,” lød det blandt andet fra juryen, da han blev kåret.

Derfor er det naturligt at indlede med hans pointer i gennemgangen af, hvordan de fem top-CIO'er arbejder med kunstig intelligens i deres virksomheder.

Claus Birkholm, CIO i Niras:

I en virksomhed med videnstunge processer og masser af dokumentskrivning kom generativ AI som sendt fra himmelen.

"Da AI kom frem, og det blev synligt, at man kan optimere nogle af de administrative opgaver med den teknologi, var det oplagt, at vi skulle kaste os over den,” siger Claus Birkholm.

Nu kan ansatte i Niras, herunder ingeniørerne, slippe for trivielle opgaver som at skrive mødereferater, resumere lange tekster og finde dokumenter med mere. Den slags kan ChatGPT Team eller Copilot klare for dem.

Claus Birkholm havde dog gennemskuet, at generativ AI næppe ville levere 100 procent perfekt fra dag et. Så i begyndelsen af projektet bredte han kun AI-hjælpemidlerne ud til en lille gruppe af it-ansatte og ”first movers” fra forretningen, som testede og fandt brugbare use cases for værktøjerne i et Niras-setup.

”Hvis man først har givet folk en dårlig oplevelse med en teknologi, kan det være svært at få dem tilbage til den senere,” siger han.

Carina Harders, CIO i Lantmännen Unibake:

Fødevarevirksomheden Lantmännen-Unibake har investeret i at gøre sin it-infrastruktur cloudbaseret. Det har været en forudsætning for at flytte over i et nyt ERP-system, Dynamic365 FO, så man blandt andet kan drage fordel af de investeringer, som Microsoft foretager i sine produkter – herunder med AI.

”Cloud bliver en base for at kunne bruge kunstig intelligens. Udrulning af ERP gør dig jo ikke i sig selv i stand til at bruge AI, men at følge med teknologien gør, at du kan drage fordel af de investeringer, som Microsoft og andre foretager i deres produkter. Det går du glip af ved ikke at flytte i skyen. Så jeg synes, at vi har taget nogle vigtige skridt, som gør os i stand til at følge med,” siger Lantmännen-Unibakes CIO, Carina Harders.

David Walmsley, CDTO i Pandora

I alle virksomheder handler det ifølge Pandoras Chief Digital og Technology Officer (CDTO), David Walmsley, om at forudsige, hvad man skal sælge, hvor meget man skal producere, og hvilke markeder man skal målrette sig til.

Derfor anser han preditictve AI og analyse som fundamentalt.

"Vi har forecast-maskiner, og nøglen til dem er god data. Masterdata er måske ikke det mest spændende felt i verden, men det er kritisk, for hvis du har upræcise lagerdata, flytter du over i en verden, hvor folk fejlfortolker alt, hvad de siger til hinanden," siger han.

Data skal give mening, er David Walmsleys budskab.

"For at bruge en frase: Rubbish in, rubbish out. Hvis du putter et lag af agenter ovenpå det, får du stadig rubbish. Så det er fundamentalt, at det er rigtigt,” fastslår han.

Heidi Torm, CIO i LB Forsikring:

I LB Forsikring er man i it-teamet nået frem til, at man ikke ønsker at være first mover på generativ AI, som ellers var meget stort, da man formulerede forsikringsselskabets it-strategi.

"Vi lavede et vovet call, at vi ikke ville tage lærepengene, men være standardiserede,” siger CIO Helle Torm.

Nu er AI ifølge hende imidlertid ved at være moden i de platforme, som er udbredt i Microsoft. Derfor kigger man nu i LB Forsikrings kernesystemer for at se, hvad der ligger af AI-systemer til eksempelvis at danne skadesoverblik.

"Vi er ved at udbrede Copilot til medarbejderne samt en app på klimaområdet til at forebygge skader via billedgenkendelse, men vores mantra er, at vi venter, til teknologien er moden, og så bruger vi den,” fastslår Helle Torm.

Ludovic Tranholm Otterbein, VP, Head of It, Zealand Pharma:

I den kemiske og farmaceutiske verden har man faktisk en lang tradition for Data & kunstig intelligens. Man har arbejdet med machine learning siden 1956, lyder det fra Ludovic Tranholm Otterbein, Head of It i Zealand Pharma.

I den sjællandske medicinalvirksomhed har man folk med stor erfaring på det felt, beretter han.

"Vi er i gang og fortsætter med at udvikle vores generative AI-sti. Vi overvejer bl.a. brugen af AI-agenter," siger han.

"I vores IT-organisation indtager vi en central rolle som enabler for data og AI-initiativer på tværs af hele virksomheden. Vi understøtter datainitiativer og udvikler os til en datadrevet organisation," fastslår Ludovic Tranholm Otterbein.

Her er listen med vindere af Årets CIO gennem tiden:

Læs om CIO'erne og deres arbejde herunder: