På en 1800 meter lang strækning uden for byen Frølunde ved Korsør, præsterede entreprenøren Højgaard & Schultz at grave et telefonkabel i stykker 39 gange. Det fik telefonerne til at gå i sort for mange kunder, som først efter halvanden døgn fik telefonforbindelserne tilbage.
Kablet var så beskadiget, at Tele Danmark måtte trække et nyt.
? Alt disponibelt mandskab blev sat ind for at rette de fejl, der er opstået i kølvandet på entreprenørens gravearbejde - senest har der været fem alvorlige fejl i områderne Slagelse, Skælskør, og Korsør, siger Jesper Haugaard servicedirektør i Tele Danmark.
Ifølge Tele Danmark er der ekspempler på, at Højgaard & Schultz har pløjet telefonkabler i stykker med en kabelplov, i stedet for at håndgrave det sidste stykke ned til kablerne. Desuden har entreprenøren i visse tilfælde dækket udgravningerne til, selvom kablerne har været beskadiget.
? Selvfølgelig kan det ske for en entreprenør, at han er så uheldig, at han kommer til at beskadige et kabel. I nogle tilfælde kan kabler ligge et lille stykke fra tegningen, så entreprenøren er uden skyld, men 39 steder på 1800 meter - det er sjusk, siger Jesper Haugaard.
Spørg Tele Danmark før du graver
For godt en uges tid siden opstod der en lignende situation i forbindelse med arbejdet med at bygge Minimetroen i København.
Her ødelagde en anden entreprenør to store kabler i Vognmagergade og Sjæleboderne, som først fungerede igen en uge senere.
Det ramte over 2000 kunder, deriblandt en del større erhvervsvirksomheder.
? Det har taget over 1000 timer, at udbedre de store skader, og der blev arbejdet i døgndrift. Vi sender en regning til entreprenøren på de faktiske udgifter, men det ændrer jo ikke ved, at vores kunder har været hårdt ramt, siger Jesper Haugaard.
Han tilføjer, at det kan være en særdeles god ide, at spørge Tele Danmark før der graves.
? Spørg Tele Danmark, før du graver. Vi har tegninger over hvor vores kabler ligger, så vi undgår nogle af de mange kabelskader.