Et stort ønske fra danske indehavere af pc-kørekortet og fra deres arbejdsgivere fører nu til, at Europa får en fortsættelse af det populære kort: Det store pc-kørekort, der gør pc-brugere til superbrugere.
Det er Dansk Dataforening, der har gjort benarbejdet og udviklet trucker-kortet på vegne af den europæiske pc-kørekort-organisation European Computer Drivers License Foundation (ECDL Foundation). På engelsk kommer kortet til at hedde ECDL Advanced.
Testene til det store pc-kørekort vil være tilgængelige fra 1. august. Et pilothold hos kursusudbyderen IT Univers har allerede gennemgået modulerne og taget testen, så derfor kunne Dansk Dataforening i denne uge præsentere verdens første Store Pc-kørekort-indehavere.
Behovet for et stort pc-kørekort er i høj grad kommet fra folk, der har taget alle modulerne til det almindelige pc-kørekort og nu gerne vil videre og lære mere. Fra virksomhedernes side hedder behovet superbrugere.
– Det er folk, der kan yde first level-support og vurdere, om man kan klare problemet selv - inden man ringer til IT-afdelingen, siger uddannelseskonsulent Camilla Gundstrup, Dansk Dataforening.
Det store pc-kørekort er bygget op på samme måde som det almindelige pc-kørekort. Direktør Tony Franke, Dansk Dataforening, lægger vægt på, at man ikke kalder det oprindelige kørekort for et “lille” kørekort, men bruger betegnelsen “det almindelige pc-kørekort”.
Samme skabelon
Det store kørekort indeholder syv moduler, der hver afsluttes med en test. De syv moduler følger skabelonen fra det første kørekort på den måde, at “Pc’en og dens styresystem” i det almindelige er blevet til “Styresystemer og dataudveksling” i det store og “Præsentationsprogrammer” i det lille er blevet til ““DTP og hjemmeside-design” i det store kørekort. Således er alle modulerne i det store kørekort en fortsættelse af kvalifikationerne i det første.
Det betyder dog ikke, at man kan gå direkte fra et bestået modul i første kørekort til det tilsvarende modul i trucker-kortet - man skal have bestået hele det lille kort, før man får lov at gå i gang med den første test i det store.
For at gøre denne skelnen klar, har modulerne i det store kort ikke numre, men bogstav-betegnelser, A, B, C osv.
De syv moduler i det store kørekort er: IKT-anvendelse, Styresystemer og dataudveksling, videregående tekstbehandling, videregående regneark, videregående databaser, DTP- og hjemmeside-design samt Netværk og kommunikation.
Ellers er principperne de samme: Man køber et skillscard, når man består den første test. De næste test bliver ført på kortet, efterhånden som man består dem, og et fuldt udfyldt skillscard kan ombyttes med et kørekort.
Også prisen er den samme: 140 kr. for et skillscard, altså 20 kr. pr. test.
Der er i dag omkring 300 godkendte testcentre til pc-kørekortet. De af centrene, der ønsker at udbyde det store kørekort, skal akkrediteres til dette, og det koster det samme som en akkreditering til det lille kørekort, nemlig 10.000 kr. Men eftersom man sparer Dansk Dataforening for noget administration, får allerede akkrediterede testcentre en rabat på 3.000 kr.