Af Malene Grouleff, IDG Online
FDB vil ikke ikke registrere mere om kunderne, end kunderne bryder sig om.
Selv om leverandøren af datamining-software SAS Institute skønner, at FDB effektivt kunne få værdifulde oplysninger om sine kunder via loyalitetskortet, vil FDB under ingen omstændigheder kaste sig ud i at bygge datawarehouse og analyse kundernes forbrug.
I dag registrerer FDB kun de oplysninger, som er nødvendige for at kunne udbetale bonus og dividende til hver enkelt kunde. Det vil i praksis sige totalbeløbet og bonusbeløbet på det nederste af hver bon, der bliver udskrevet i Brugsbutikkerne, Kvickly og OBS!.
- Men vi går IKKE ind og registrerer, at du har købt tre pakker øko-gulerødder.
Det er der to grunde til, forklarer direktør for FDB Medlemsservice og Marketing, Henning N. Jensen:
- Vi vil ikke gå på den anden side af den streg, vores medlemmer og ledelse har tegnet. Det er i høj grad et spørgsmål om etik og beskyttelse af privatlivets fred. Vi vil rette os efter den bevidste forbruger, og det ligger mig meget på hjerte, at medlemmerne altid er helt klar over, hvad vi gør og ikke gør. Og det tror jeg, de er. Vi får kun mellem fem og ti henvendelser årligt om, hvad det er, vi registrerer, siger han.
Danskerne er for utrygge ved datamining
- Der er i sig selv ikke noget galt i datamining, men der er ikke oplysning nok om datamining på nuværende tidspunkt. Og når folk ved for lidt danner de urealistiske skrækscenarier. Min erfaring siger mig, at der skal informeres i mindst fem år, før halvdelen af befolkningen vænner sig til nye ting.
- At købe softwareværktøjerne og opbygge datakapaciteten ville være alt for dyrt i forhold til, hvad vi kunne vinde ved det. Der går en kunde igennem en kasse i FDBs butikker 100 millioner gange om året. Hvis de nu køber 10 varer i gennemsnit, og vi lagrer alle disse oplysninger, så får vi så mange data, at det blot bliver informationsstøj, siger direktøren.
Personalet kender kunderne
- Selvfølgelig kan jeg ikke afvise, at vi kunne finde noget af værdi med datamining. Men vi har allerede et meget fint redskab ude i butikkerne, der tegner et billede af kundernes holdninger. Personalet kender kunderne, så de ved godt, hvad der skal stå ved siden af bleerne. Det behøver vi ikke dyre analyser til, siger han.
FDBs direktør forventer, at koncernen vil tage datamining på et senere tidspunkt, men først, når det er økonomisk hensigtsmæssigt, har fornuftigt formål, er accepteret af medlemmerne og lovgivningen er mere klar på området.
Denne artikel er lavet i Online Fokus på datamining.