Børserne i London og Frankfurt overvejer en global alliance med Nasdaq-børsen, hvis deres plan om skabe et fælles engelsk/tysk børsmarked lykkes, skriver Financial Times.
Målet er at skabe et 24-timers marked, der omfatter de væsentligste amerikanske, europæiske og asiatiske tidszoner, hvilket vil give investorerne adgang til asiatiske, europæiske og amerikanske aktier og børsintroduktioner via én platform. Dette kan medføre opgivelse af Nasdaq?s plan om at udvide med en separat børs i Europa.
Langt i forhandlingerne
I torsdags blev det meddelt, at London-børsen og Deutsche Börse er kommet langt i forhandlingerne om deres fusion. Der forventes en meddelelse om udfaldet af forhandlingerne onsdag. Ved denne lejlighed vil der sandsynligvis også blive fremlagt detaljer om planerne om en Nasdaq alliance.
Den foreslåede alliance vil omfatte tre dele: London/Frankfurts fusionerede aktiemarked kan blive alliancens europæiske del. Den asiatiske del kan blive Nasdaq Japan, et nyt marked for børsintroduktioner, som skal oprettes i Tokyo. Nasdaqs amerikanske børs, der er verdens næststørste børs målt i værdi, vil være den tredje del.
Nasdaq Europe i kulissen
De nye planer kaster en skygge over planen om at skabe et Nasdaq Europe. Nasdaq offentliggjorde en joint venture i november for at skabe et London-baseret pan-europæisk marked. Nasdaq Europe skulle konkurrere om blandt andet børsintroduktioner og teknologi-firmaer.
Flere investeringsfirmaer har ifølge Financial Times ladet forstå, at de var utilfredse med børsens insisteren på at bygge en selvstændig handelsplatform. Bankerne skubber i den modsatte retning for at reducere antallet af europæiske børser.
Nasdaq Europe forbliver en mulighed, hvis forhandlingerne mellem børserne i London og Frankfurt ikke lykkes.