Den tyske leverandør af virksomhedssystemer SAP - nummer ét på sit felt - har vundet, hvad det selv betegner som den største ordre i selskabets historie.
SAP skal gøre det muligt for fødevaregiganten Nestles 231.000 ansatte af bruge mySAP.com til kundestyring, e-handel, økonomistyring og andre funktioner via Internet. Analytikere vurderer, at aftalen er 790 millioner kroner værd. Det skriver nyhedstjenesten Bloomberg.
Ordren kommer på et kærkomment tidspunkt for SAP, hvor en af virksomhedens kerneområder, økonomistyringssystemer - Enterprise Ressource Planning (ERP) - ikke afsættes i så hurtigt et tempo, som selskabet og andre ERP-leverandører ellers har været vant til.
ERP-markedet stagnerer oven på årtusindeskiftet og som følge af virksomhedernes øgede fokus på Internet og e-handel. Derudover udsættes selskabet for hård konkurrence fra den amerikanske softwarekoncern PeopleSoft.
Aftalen med Nestle kan endelig betyde et bedre ry for SAP´s storstilede Internetsatsning med mySAP.com, der af nogle analytikere er blevet betegnet som et halv-hjertet forsøg på at ændre strategi. Selv slår SAP fast, at med Nestle-aftalen har mySAP.com bevist sin berettigelse.