Af Daniel Bergsagel, IDG Online
Boxman præsterede et underskud på 200,4 millioner kroner i det første halvår 2000. Det oplyser selskabets administrerende direktør, Tony Salter, til Computerworld Online via telefonen. Selskabet offentliggør ikke halvårsregnskaber, idet det ikke er børsnoteret. Men i forbindelse med, at Boxman står overfor endnu en aktieudvidelse, der skal indbringe 380 millioner kroner, har selskabet opgjort regnskabet i et børsprospekt, som ifølge Tony Salter kun må udleveres til aktionærerne.
At tabet er blevet så stort, tilskriver Tony Salter flere ting. For det første har væksten inden for salget ikke været så stort som forventet. I det første halvår i år omsatte Boxman for i alt 72 millioner kroner. Desuden er 46 millioner kroner brugt på forberedelse af en børsnotering, som ikke er blevet til noget.
Der har været store omkostninger med at få selskabets IT-struktur på plads. Selskabet arbejder med centralistisk distribution af cd´er fra Holland. Også det har taget længere tid at få etableret end ventet, oplyser Tony Salter.
- Nu er de ting dog faldet på plads, så vi kan begynde at koncentrere os om marketingopgaverne i stedet for IT-strukturen, siger Tony Salter.
Han er stadig overbevist om, at Boxman er på det rigtige marked med den rigtige idé.
- Markedsanalyser peger på, at væksten indenfor distribution af digitale musikprodukter vil ti-doble i løbet af de næste fem år. Jeg er overbevist om, at Boxman er ledende inden for dette felt, og hvis man overhovedet tror på e-handel for musik, og det gør jeg, så følger vi den vækst, siger Tony Salter, der ikke vil fortælle, hvilke mere præcise forventninger til den nære fremtid, der er skrevet ind i børsprospektet.
I marts i år indkasserede Boxman 157 millioner kroner på en aktieudvidelse. Pengene er brugt. På spørgsmålet om hvor længe de næste 380 millioner kroner vil holde, svarer han, at han ikke regner med at skulle ud med hatten igen i nærmeste fremtid.
- Jeg håber, at vi kan holde til i hvert faldt år 2002, siger Tony Salter. Han fortæller, at pengene skal bruges til at fortsætte driften og fortsætte udviklingen i forretningen.
Boxman har i dag 121 medarbejdere i otte lande inklusiv Danmark. 77 medarbejdere arbejder ude i de enkelte landekontorer mens 44 arbejder dels på hovedkontoret i London dels på distributionscentret i Holland. Tony Salter oplyser, at der ikke er plads til rationaliseringer, som organisationen er skruet sammen i dag. Dermed afviser han, at der skulle være fyringer eller lukninger på vej.
Den svenske erhvervsavis Dagens Industri spekulerer i, at det bliver svært for Boxman at hente de nødvendige 380 millioner kroner i en aktieudvidelse.
Avisen citerer Andreas Olsson, der er dén i selskabet Matteus Fondkommission, der stod for Boxmans seneste aktieudvidelse, for at sige, at interessen for Boxman-aktien er meget lav. Andreas Olsson oplyser til avisen, at fra en kurs i begyndelsen af året på 50 kroner kan aktien i dag ikke sælges for fire kroner.