Af Jens Bertelsen, Computerworld Online
Odense: Valget af Brandts Klædefabrik som tilholdssted for det første netværksmøde i First Tuesday Fyn var ikke tilfældigt. Klædefabrikken, der nu er ombygget til kulturhus, har givet navn til et af landets store ventureselskaber, Brandts.com.
Og var der noget, der blev efterspurgt, var det risikovillig venturekapital, da 160 fynboer tirsdag aften mødtes for at skabe netværker. Netværker mellem dem, der har pengene, og dem, der har de gode ideer. Computerworld Online var med.
- Vi skal ikke skabe revolution hver gang. Men der skal være udsigt til et "10 faktor projekt", begyndte finansdirektør Michael Albrechtslund, Brandts.com, og uddybede:
- Et 10 faktor projekt betyder, at man for eksempel er 10 gange billigere eller kan betjene 10 gange så mange kunder som konkurrenterne, forklarede han.
Røde dots
Michael Albrechtslund tilhører gruppen med de røde "dots". Det betyder, at han har penge, der skal investeres i IT-projekter, altså venturekapital. De fleste af aftenens deltagere bar dog grønne "dots". De er såkaldte e-entreprenører og bærer rundt på en god idé, men de mangler penge til at realisere den.
I First Tuesday mingler man. Det vil sige, at de forskellige "dots" støder sammen i uformelle samtaler, der senere kan føre til en rigtig god forretning for alle parter. På sidelinjen står de gule "dots", der repræsenterer rådgiverne, for eksempel revisorer.
Spørgsmålet er, om der er noget at mingle om på Fyn. I København og Aalborg har man sine IT-fyrtårne, og i Århus er der taget markante initiativer på IT-fronten.
Modstykke til Aalborg og Århus
- Der er helt klart et IT-miljø på Fyn, udbryder Helge Munk, der er formand for gruppen bag First Tuesday på Fyn.
Odense Erhvervsråd etablerede i foråret et IT-Forum Odense, der skulle udvikle området til et teknologisk kraftcenter. Det var dette forum, der tog initiativ til at hente First Tuesday-konceptet til Fyn.
- På bare et halvt år har IT-Forum Odense fået 80 medlemsvirksomheder. Vi kan helt sikkert levere et modstykke til det, der sker i Aalborg og Århus, siger Helge Munk og fryder sig over, at Fyn fik First Tuesday hurtigere end Aalborg, der ellers rider på bølgen fra det statsstøttede projekt, Det Digitale Nordjylland.
Typisk fynsk
En af de fynske succeshistorier synes at være den om eCarisma, der blev stiftet i 1996 af den unge cand.merc.-studerende Christoffer Skjoldborg. I dag har selskabet, der tilbyder e-businessløsninger til mellemstore og store virksomheder, 25 ansatte og er et associeret selskab i Mærsk Data og medlem af venturegruppen Mærsk e-World. Tilknytningen til Mærsk er umulig at overse - den syvtakkede stjerne titter frem overalt, hvor man møder eCarisma.
Christoffer Skjoldborg kan sagtens få øje på den fynske IT-miljø. Men man skal have øje for den fynske kultur:
- For et halvt år siden kørte de lokale medier en skræmmekampagne om Fyn, der var et IT-uland. Den holdt ikke. Fynboerne går bare stille med dørene, det er typisk fynsk kultur. Men det betyder jo ikke, at IT-virksomhederne ikke findes, sagde han efter at have præsenteret en Powerpoint-show om eCarismas udvikling for de fremmødte.
Grundlæggeren Christoffer Skjoldborg vil nødig være en IT-guru for nye iværksættere på øen, men han øser dog gerne af sine erfaringer. Blandt andet skal man ikke regne med at finde venturekapitalister på Fyn, mener han.
- Jeg kender dem ikke, hvis de findes, fortalte han.
Sportsportal
Morten Kamper, der er investmentmanager hos københavnske Brandts.com, nåede at uddele en god håndfuld visitkort til håbefulde e-entreprenører.
- Jeg har haft en løs snak med 6-7 mennesker, der gerne vil præsentere deres projekter for mig, sagde han kort før mødet sluttede. Han ville ikke fortælle, om han straks var faldet for nogle af ideerne.
Et af Morten Kampers blanke visitkort gik til Carl-Erik Vesterager, der sammen med en kammerat er i gang med at udvikle KlubOnline.dk. Den unge cand.merc.-studerende, der også er næstformand for Odense Fægteklub, savnede en portal for de sportsgrene, der ikke er på top-fem over populære discipliner. Portalen står endnu ikke klar, men målet er, at KlubOnline.dk skal blive en hjælp til de små idrætsforeninger over hele landet.
- Det var spændende at høre, hvordan man starter på at søge kapital fra investorer. Det er et meget diffust marked, og det er svært at gætte, hvordan investorerne tænker, sagde Carl-Erik Vesterager.
Indtil videre har han og kammeraten ikke lånt penge til at udvikle KlubOnline.dk, og de lever af jobs ved siden af iværksætter-aktiviteten.
- Hvis vi for alvor skal rykke, får vi brug for nogle penge. Men det haster ikke, og derfor er vi godt klædt på i en forhandlingssituation med en investor, forklarede Carl-Erik Vesterager.
Broget skare
First Tuesday tiltrækker en broget skare af mennesker. Nogle lader gerne mobiltelefonen have ringetonen på højeste lydstyrke under møderne. Alle har en ekstra bunke visitkort med i inderlommen. De færreste ser ned på teenagedrengene i forvaskede sweatshirts og gummisko. Det fælles kodeord er "Uformelt". Enhver har ret til at knytte kontakter.
Brandts-manageren Morten Kamper fandt det meget pudsigt, at arrangementet var placeret i Brandts Klædefabrik.
- Jeg har aldrig været her før, indrømmede han.
First Tuesday Fyn har fået lov til at - i strid med navn og koncept - at lægge sine arrangementer den tredje torsdag i måneden. Så skal man ikke konkurrere med First Tuesday-afdelingerne i København og Århus om at tiltrække de røde "dots" - investorerne.