Af Dan Jensen
Snart kommer der for alvor gang i etableringen af elektroniske patientjournaler i Vejle Amt. Amtets sundhedsudvalg har nemlig netop indgået aftale med CSC Scandihealth og IBM om levering og implementering af elektroniske patientjournaler til amtets sygehusafdelinger.
Aftalen kommer til at løbe over de næste to til fem år, da de elektroniske journaler skal tages i brug i én afdeling af gangen, da Vejle Amt vurderer, at det giver den største gevinst at overføre papirjournalerne til edb afdelingsvis..
Fire sygehusafdelinger i Vejle Amt er i forvejen udstyret med elektroniske patientjournaler. Det svarer til, at omkring 18 procent af alle sygehussenge i amtet er fulgt af de elektroniske journaler. Vejle Amt forventer, at mere end halvdelen af alle amtets sygehussenge er fulgt af elektroniske patientjournaler i 2002.
På baggrund af sine erfaringer med de elektroniske patientjournaler understreger Vejle Amt, at det kun er muligt at vurdere effekten af de elektroniske patientjournaler i praksis, da det ifølge amtet ikke er muligt gennem teori at afgøre, om de elektroniske journaler kan være et effektivt hjælpemiddel i det kliniske arbejde.
Vejle Amt vurderer ligeledes, at en succesfuld indførelse af de elektroniske journaler i langt højere grad er betinget af ændringer i organisationen end af teknik. Vejle Amt betragter det derfor som afgørende, at arbejdsgangene analyseres og tilpasses det nye IT-værktøj, hvis personalet på sygehusene skal få fuldt udbytte af IT-teknologien.
CSC Scandihealth og IBM har udviklet systemer, der umiddelbart kan tages i brug af amtet og som kan integreres til andre IT-systemer, der anvendes på sygehusene i Vejle Amt.