Sportal kæmper for livet

En af verdens førende udbydere af sport på nettet, Sportal, er hårdt presset. Krisen på annoncemarkedet har tvunget selskabet i knæ, og 150 ansatte er fyret. I Danmark er 15 ud af 20 i dag væk. Også Sportals danske direktør, Per Rasmussen, er på vej ud.

Af Kim Kaas Selsø

Krisen kradser hos en af verdens førende udbydere af sport på internettet, sportsportalen Sportal. Sportal har datterselskaber i en række af verdens storbyer inklusive København, og forretningskonceptet går ud på at levere sportsresultater, interviews og reportager online til sportsentusiaster over hele verden.

Tre år i træk med store millionunderskud på bundlinien og styrtdykkende annoncepriser på internettet har imidlertid sat sine spor.

I forsøget på at vende udviklingen har Sportal været igennem en heftig slankekur, hvor 150 af selskabets 350 ansatte på verdensplan er fyret. I Danmark er 15 ud af 20 fastansatte i dag væk. Det samme er selskabets danske direktør Per Rasmussen inden længe. Efter uenigheder med Sportals engelske ledelse om den fremtidige strategi for det danske selskab har han valgt at stoppe.

Farvel i god ro og orden

- Jeg sagde op, fordi jeg ikke var enig i strategien. En del af det omhandlede opsigelsen af samarbejdsaftalen med Danmarks Idrætsforbund om breddeidrætten, men det er en kombination af flere ting, siger Per Rasmussen og understreger, at parterne er gået fra hinanden i god ro og orden.

Samtidig med at sparekniven har skåret store lunser væk, har krisen betydet, at den overordnede strategi for Sportal er lagt radikalt om, så fokus fremover ligger på indtjeningen og ikke på væksten i sig selv.

- Det, vi har gjort det seneste år, er at tilpasse os den ændrede markedssituation. Før marts måned sidste år, hvor bunden faldt ud af annoncemarkedet, handlede det kun om at ekspandere, hvor selve forretningen nu er det vigtigste, siger Per Rasmussen, der har været med siden grundlæggelsen af den danske sportsportal Infosport.dk i 1997. Infosport.dk blev to år senere opkøbt af engelske Sportal, der i dag ejer selskabet 100 procent.

Det ændrede forretningskoncept betyder, at Sportal fremover vil satse på et bredt udsnit af produkter, når der skal hives indtægter hjem til den slunkne kasse. Allerede nu er 35 procent af omsætningen flyttet fra annonceindtægter til andre områder - for eksempel er selskabet underleverandør af sportsresultater til teleselskaber og andre portaler - men de kommende år vil også byde på andre og langt mere lukrative indtjeningsmuligheder, forudser Per Rasmussen.

Især er der store perspektiver i udbredelsen af bredbånd og det kommende mobiltelefonnet UMTS, men der er også penge i produktion af sportssites for andre medier.

- Der er et kæmpe potentiale i hele den bredbåndsudvikling, vi ser nu. Når vi har bredbåndsprodukter, så begynder vi at konkurrere med tv, og så er det nogle helt andre pengestrømme, vi taler om. Jeg tror, at vi om halvandet år vil komme til at se en massiv indtægtsstrøm fra mobilmarkedet og bredbånd, siger Per Rasmussen, der forestiller sig at sportsentusiaster i nær fremtid vil kunne abonnere på services, hvor de får tilsendt resulater og små klip fra store sportbegivenheder via mobiltelefonen.

Afgørende forhandlinger

Spørgsmålet er så, om Sportal eksisterer om halvandet år. Til dato har moderselskabet sat 35 millioner kroner til alene i Danmark, og de mellem 25 og 40 internationale banker og andre investorer bag sportsportalen forhandler i disse dage om at skyde yderligere 70 millioner kroner i moderselskabets kasse. Afgørelsen ventes om nogle få uger, men Per Rasmussen er optimistisk på selskabets vegne.

- Nu er vi nået dertil, hvor tingene begynder at hænge sammen. Jeg regner med, at vi når break even i Danmark indenfor få måneder, selvom vi ikke får overskud i 2001. Det går også den rigtige vej for Sportals andre selskaber, og med de 70 millioner kroner er vi i stand til at lukke det sidste hul. Når de er brugt op, er vi selvfinansierende. Så jeg regner da med, at pengene kommer ind, eller at man finder en køber. Det ville være meget underligt andet. Vi er så kendte efterhånden, at alene brandværdien er rimelig høj, siger Sportals direktør i Danmark.

Store underskud

Økonomisk er situationen i Danmark hverken værre eller bedre sammenlignet med Sportals andre datterselskaber i Stockholm, London, Milano, Madrid, Paris, Kuala Lumpur og resten af verden. Underskuddene har været markante fra dag ét og omsætningen alt for lille. I år 2000 kom Sportal.dk ud med et minus på ti millioner kroner ud af en omsætning på knap fire millioner. I 1999 var underskuddet 15 millioner og året før 23 millioner kroner ud af en omsætning på henholdsvis 3,4 millioner og fem millioner.

Per Rasmussen forlader chefstolen i Sportal.dk 1. juni, hvor selskabets producer Lone Bager og salgs- og marketingchef Klaus Kræmer overtager den daglige ledelse.

Ifølge Foreningen af Danske Internetmediers statistik havde Sportal.dk 120.000 besøgende på en uge, da det gik bedst sidste år. I marts i år var antallet af besøg faldet til 78.000 om ugen, og tallet er idag 50.000.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere