Af Kim Ingemann
Den fjerde statsmagt
I et demokratisk, parlamentarisk samfund er magten tredelt i den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Ifølge en udbredt teori udgør pressen heroverfor en fjerde statsmagt, der skal kontrollere de øvrige.
Ifølge forfatteren Per Helge Berrefjord er denne fjerde statsmagt i dag svækket betragteligt. Dels skyldes det, at den enorme informationsmængde gør det vanskeligere for det enkelte medie at blive hørt. Dels skyldes det, at kommercialisering og monopolisering af medierne fører til, at dagspressen bliver så altomfattende, at ?den laveste fællesnævner? og underholdningsstof bliver mere og mere fremherskende, og at interessen for avisledere, klummer og debatstof i aviserne er svindende.
Den femte statsmagt
Til gengæld tilbyder internet med sine interaktive muligheder vide rammer for, at alle samfundsemner kan debatteres, også uden redaktørers eller andre ?meningsdanneres? indblanding. Nyheder og artikler behøver ikke blot at videregives som envejskommunikation, de berørte parter kan reagere umiddelbart og ucensureret. Dermed kan også pressen kontrolleres, og dermed er skabt en femte statsmagt.
