Den amerikanske jobdatabase Monster.com slår nu to streger under sin status som verdens største online rekruteringstjeneste. Moderselskabet TMP Worldwide har købt rivalen Hotjobs.
Sammen vil de to jobdatabaser råde over CV fra 14 millioner jobsøgende og kunne tilbyde 650.000 job, skriver Financial Times.
TMP Worldwide køber Hotjobs for aktier til en værdi af 460 millioner dollars (fire milliarder kroner), og handlen ventes at være afsluttet i fjerde kvartal i år. Hotjobs og Monster beholder trods overtagelsen deres respektive navne og identitet.
For bare en måned siden gjorde Monster sin entre på det europæiske marked, da TMP Worldwide meddelte, at de ville købe den svenske jobdatabase Jobline.
Jobline har et datterselskab med 37 ansatte i Danmark.