Test: Endomondo giver dig en personlig træner til en 20'er

Sports-applikationen Endomondo Pro giver et væld af muligheder for at tracke dine træninger, få opdateringer undervejs og dyste mod dig selv eller dine venner. Vi har testet den populære applikation.

Test: Endomondo giver dig en personlig træner til en 20'er

Kniber det med motivationen til at give sig 100 procent, eller lægger du dig altid på baghjul af de andre cyklister? Så er der godt nyt til dig.

Har du en smartphone, kan du nemlig for 22 kroner i Android Market eller 24 kroner på Apples App Store købe den dansk udviklede app Endomondo Pro, som tidligere i år blev kåret til Danmarks bedste app.

Hvis dit kondital ikke engang vækker misundelse i den lokale ølklub, kan Endomondo hjælpe dig. Udstyret med den har du nemlig mulighed for at se, hvor langt du har løbet/cyklet, hvor hurtigt, hvad dine deltider var, og hvor mange kalorier, du har forbrændt. Samtidig kan du dyste mod vennerne eller løbe mod din egne tidligere tider.

Endomondo fungerer ved at bruge GPS'en i din telefon. Derved kan applikationen i realtid holde øje med, hvor langt du bevæger dig - og ikke mindst hvor hurtigt.

Vi har testet Endomondo Pro til Android og her kommer vores vurdering af applikationen, der kan hjælpe dig til at forbedre dine sportspræstationer.

Nemt at bruge

Det er supernemt at komme i gang med Endomondo Pro. Første gang, du bruger applikationen, skal du indtaste nogle oplysninger. Det er blandt andet din højde og vægt, og det skal bruges til at beregne dit kalorieforbrug.

Applikationen er meget simpel at bruge, og efter et par gange kan du opsætte en trænings-session, hurtigere end du kan løbe en 100-meter.

Når du skal i gang med en session, vælger du, hvilken sport du vil dyrke. Løb, cykling, en tur på rulleskøjter og golf er bare nogle af de mange muligheder.

Vælger du for eksempel løb, kan du derefter vælge mellem flere forskellige træningsmuligheder. Det kan være, du har et mål i form af en distance eller et antal minutter, du vil løbe. Så taster du det ind.

Eller du kan øge konkurrencen ved at downloade en rute og prøve at slå den Endomondo-bruger, der har klaret sig bedst eller dine venners tider på ruten.

En af de ting, vi har fundet rigtig motiverende, er funktionen, hvor du kan løbe mod dine egne tidligere tider. Det kan være med til, at du hele tiden forbedrer dig på din yndlingsdistance.

Du er fem sekunder bagefter!

Når du har opsat dit træningspas, kan du fint tænde din yndlings workout-musik, du har liggende på din telefon, og begynde træningssessionen. Undervejs får du for hver kilometer opdateringer om deltid, distance og forventet samlet tid af din nye personlige træningscoach.

Har du valgt at slå din egen tid, får du undervejs opdateringer om, hvor langt du er foran eller bagefter. Den funktion fører ofte til, at du ignorerer det begyndende sidestik og kæmper videre. For undskyldningen "det her kan jeg ikke", er ikke særlig brugbar, hvis du er bagefter din egen tidligere tid.

Ingen synes, det er sjovt at tabe til sig selv, og dermed er vejen lagt til hele tiden at forbedre sig.

Den personlige træningscoachs opdateringer undervejs fungerer rigtig godt, selv om hendes stemme ikke ligefrem leder tankerne hen på en soulsangerinde, men nærmere er lidt firkantet og robot-agtig.

Se hvordan du har klaret dig

Når din workout er overstået, og du er kommet dig over de værste problemer med at få vejret igen, kan du nu se din sesssion under fanen history i applikationen.

Her kan du gå ind på alle dine tidligere workouts og se tider, deltider og gennemsnitsfart. Du kan også vælge at se et Google-map af den rute, du har løbet.

History-funktionen på telefon er rigtig fin, da den giver et hurtigt overblik over dine træningsessioner. Vil du have mere statistik, kan du dog finde en computer og logge på Endomondo.com med det brugerlogin, som du har oprettet, da du installerede applikationen.

Nu kommer du ind på din personlige side, og her ligger alle dine træningsessioner helt automatisk. Du har samtidig muligheden for at dykke lidt mere ned i statistikkerne.

Burgere som målestok

På startsiden får du i venstre side en overbliksfane. Den viser blandt andet den samlede distance, du har klaret den seneste måned, hvor mange kalorier du har forbrændt på det, og hvor lang tid du har brugt på det.

Du finder også oplysninger om, hvad din gennemsnitsfart har været på tværs af træningspas, siden du købte applikationen.

For at sætte det hele i perspektiv kan du også se, hvor mange gange du har været rundt om jorden eller antallet af ture til månen. Dette er dog nok sjovest for de rigtige erfarne brugere, i hvert fald er der lang tid til, at Pcworld-redaktionen når den første tur rundt omkring kloden.

Lidt mere håndgribelig (og relevant) er fanen med antallet af forbrændte burgere. Hvis du har været ude at cykle som transport, kan du også se, hvor meget CO2 du har sparet i forhold til en tur med bilen, og hvor mange liter benzin du har sparet.

Går du ind under fanen træning, kan du via en kalender finde de tidligere træningssessioner, du vil kigge nærmere på.

Ud over at se din træningsrute på et kort, kan du nu også se en graf over din hastighed i løbet af workouten, og en anden graf der viser udviklingen i bakker og lignende, som kan være specielt interessant for cykelryttere.

Du kan også skrive noter ind til den enkelte træning eller gemme ruten enten som en privat rute, du så kan løbe senere, eller som en offentlig rute, som også andre Endomondo-brugere kan prøve kræfter med.

Dyst mod vennerne

På computeren kan du også oprette nye træningspas. Så kommer de ind i din Endomondo-kalender. Du kan vælge at oprette et træningspas uden rute, eller vælge eksisterende rute (din egen eller andre Endomondo-brugeres). Eller du kan vælge at tegne en helt ny rute på et kort.

Ved at sammenkoble Endomondo med din Facebook-konto kan du finde venner, der også bruger Endomondo. Du kan også importere dem fra Gmail.

På den måde kan du følge med i, hvordan deres træning går og omvendt. Du kan løbe eller cykle de samme ruter - og ikke mindst se om det ikke er muligt at sætte vennerne godt og grundigt på plads.

En ting er i hvert fald sikkert: Hvis du har venner, som har det med at prale lidt med sports-præstationerne, så bliver de nu fanget med løbebukserne nede.

Sammenkobler du Endomondo med Facebook, kan programmet også lave en statusopdatering, når du har været ude at yde dit bedste, så du kan give alle dine Facebook-venner dårlig samvittighed.

Stadig plads til forbedringer

Endomondo er en super app, der er let at komme i gang med, og som samtidig har mange muligheder. Samtidig er det et meget billigt alternativ til at skulle ud og investere i en cykelcomputer eller en løbe-GPS, som kan koste mange hundrede kroner.

Dog skal du med Endomondo vænne dig til at have den lidt klodsede smartphone med, når du træner. Den er bare ikke særlig handy at have med i lommen.

Udviklerne bag Endomondo har forstået hele ideen med en applikation ved ikke at proppe mere i den, end at den stadig er overskuelig og nem at bruge. Når man så samtidig kan få alle de uddybende data ved at logge ind på sin Endomondo-konto på computeren, så fungerer det helt optimalt.

Ingen auto-stop når målet er nået

Under testen af Endomondo, er vi dog også stødt på en del mindre ting, som kan være irriterende i længden.

For eksempel hvis du sætter et mål om at løbe 5 kilometer. Når du har nået de 5 kilometer, får du en opdatering om din tid, men uret stopper ikke, før du har stoppet trænings-sessionen på telefonen. Hvis du ikke lige står stille med det samme, du når de 5 kilometer, så kan det være at træningssessionen kommer til at hedde 5,1 kilometer, og samtidig ryger der nogle ekstra sekunder oveni. Det er ikke særlig smart, da det bliver svære at sammenligne træningssessioner præcist.

En anden ting, vi godt kunne ønske os, er mere valgfrihed i forhold til opdateringer undervejs. Lige meget hvordan dit træningspas er, får du en opdatering hver kilometer. Det kan være for meget på en lang tur eller for lidt på en kort tur.

Det kunne være fedt selv at vælge, hvor tit du vil have en opdatering. Dog er der muligheden for at aktivere, at et tryk på din knap på dine høretelefoner vil resultere i opdatering. Men det er lidt irriterende at skulle løbe og trykke for at få det at vide.

Men modsat et almindeligt fysisk produkt er det gode ved Endomondo, at der jævnligt kommer opdateringer, og dermed kommer der hele tiden flere og flere funktioner til appplikationen, og uregelmæssigheder bliver rettet. Så der er håb forude, for at vores ønsker bliver tilgodeset.

Samlet giver vi Endomondo 5 ud af 6, da du får uhørt meget for de 22 kroner, den koster. Også selv om der stadig er plads til forbedringer.

Er du stadig skeptisk, findes Endomondo endda også i en gratis standardversion, der har mange af de samme funktioner som Endomondo Pro. Dog må du blandt andet undvære funktionen, hvor du kan dyste mod dine egne tidligere tider.

Du kan få Endomondo, hvad enten din smartphone er en Apple, Android, Nokia eller Windows Phone 7.

Du kan downloade applikationen her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere