På den årlige Lotusphere-konference i Florida har Lotus løftet en flig af sløret for den næste Notes-generation. Den nye udgave af groupware-programmet har kodenavnet Rnext og kommer som offentlig beta-version i løbet af de næste tre måneder.
Endnu er det småt med konkrete detaljer om nyhederne i Rnext, men det skulle være sikkert, at programmet indeholder et nyt replikations-filter, som giver adgang til at replikere udvalgte dokumenter eller tekster fra bestemte personer.
Lotus fortæller at multitasking-funktionaliteten er udbygget i den kommende Notes-version, og brugeren har flere muligheder for at arbejde med træk-og-slip i stedet for mere besværlige dialogbokse.
Ifølge de seneste tal fra tredje kvartal år 2000 er der 65 millioner Notes-brugere. Året før var tallet 56 millioner brugere. Flere end halvdelen af alle Notes-kunder har opgraderet til version 5, men Lotus vil fortsat tilbyde support til den ældre version 4.6.
(Kilde: IDG News Service)