IT-firmaet 3Com har taget initiativet til meningsmålingen, "Planet Project", som blev gennemført over Internet i sidste uge. Flere end en halv million mennesker fra 225 lande deltog i undersøgelsen.
De første resultater viser bl.a., at danskerne har stor tillid til deres medmennesker. Hele 80 pct. af de danske deltagere mente, at de kan stole på de fleste mennesker; til sammenligning er det blandt italierne kun 25 pct., der har samme tillid.
Planet Project viser også, at danskerne er blandt de folk, som er mest villige til at donere organer. Et andet resultat er, at 78 pct. af danskerne mener, de er
mere intelligente end gennemsnittet. Den samme holdning findes kun hos 61 pct. af nordmændene og 44 pct. af portugiserne.