Det britiske venture-kapitalselskab Palamon Capital Partners investerer 160 millioner kroner i den danske teknologivirksomhed Zensys. Firmaet har udviklet en teknologi til trådløs dataoverførsel, Z-Wave, der anvendes til trådløse netværk i hjemmet. Zensys startede i 1999 og har kontor i København og et datterselskab i San Francisco.
Det danske firma forsøger at etablere sin Z-Wave teknologi som de-facto standard for de såkaldte "Home Control Systems". Det sker i skarp konkurrence med den trådløse Bluetooth-teknologi, der nyder bred opbakning i industrien. Zensys har søgt om patent på Z-Wave, der bruger radiobølger og har en datakapacitet på 9,6 kbps.
Båndbredden er betydelig mindre end Bluetooth, der kan overføre 721 kbps, men det betyder samtidig at Z-Wave er billigere end andre teknologier. En nybygget bolig kan forsynes med Z-Wave til en pris på under 6.000 kr., fortæller det danske firma. Z-Wave er udviklet specielt til kontrol- og styringsfunktioner i hjemmet.
- I fremtidens hjem vil der være to forskellige typer netværk. Det ene netværk vil være til udveksling af data, video og audio, mens det andet vil være til kontrol af lys, el, varme, alarmer og ventilation. I en tid, hvor alle snakker om bredbånd, har vi valgt at fokusere mere på
pris og pålidelighed end båndbredde, siger medstifter og direktør i Zensys, Carlos Meliá Christensen.
Zensys' teknologi kører på det åbne frekvensbånd 433 MHz i Europa og kræver ingen licens, men er til gengæld udsat for radiointerferens. Zensys forsikrer dog, at teknologien er stort set immun overfor støj.
Pengene fra Palamon Capital Partners skal bruges til at videreudvikle teknologien og indgå partnerskaber med henblik på at integrere styring af hjemme-netværk i andre producenters produkter, fortæller det danske firma.