Den gode gamle papirbog bliver måske snart afløst af elektroniske bøger, der fyldes med digitale tekster fra Internet og hverken vejer eller fylder mere end et trykt værk. Flere firmaer har præsenteret prototyper på fremtidens elektroniske bøger. Men det amerikanske firma Peanut Press går andre veje. I stedet for at udvikle et nyt apparat, som kan læse de digitale bøger, satser firmaet på den håndholdte Palm Pilot, som allerede anvendes af tre millioner brugere. Peanut har allerede udgivet 41 elektroniske bøger til Palm Pilot-systemet.
Firmaet fortæller, at man planlægger at udgive bøger til håndholdte systemer med Windows CE og andre styresystemer. Fordelen fremfor de nye "bog-apparater" ligger i, at man ikke skal anskaffe en ny maskine, der "kun" kan anvendes som bog, men kan benytte den fleksible håndholdte pc.