De amerikanske versioner af kontorpakken Office 2000 i alle varianter har nu forladt udviklingsafdelingen og er blevet sendt til Microsofts fabrikker for at blive sat i produktion, fortæller softwarefirmaet. Den 10. juni skal programpakken være ude i butikkerne. Nogenlunde samtidigt begynder salget af de nordiske versioner.
Også Microsoft Office 2000 Developer er klar til at blive produceret. Det er en specialversion, som ud over Microsoft Office 2000 Premium indeholder værktøjer til VBA-udvikling og værktøjer til databaseopkobling.
Microsoft har også etableret et dansk web-sted om alt, hvad der vedrører Office 2000. Her vil lanceringsdatoen blive offentliggjort indenfor de kommende uger. Adressen er www.microsoft.com/danmark/products/Office/2000/.