Microsoft advarer i et nyt "Security Bulletin" mod et sikkerhedshul i præsentationsprogrammet PowerPoint 2000, der er en del af kontorpakken Office 2000. En patch til sikkerhedshullet er allerede klar og kan downloades fra Nettet.
Hullet gør det muligt at sende programkode sammen med en PowerPoint-præsentation (.ppt-fil), som bliver afviklet på modtagerens computer, når filen åbnes. Det sker ved at udløse en såkaldt "buffer overrun", som betyder at programkode skrives til et område i hukommelsen, der ellers er forbeholdt andre programmer.
Ifølge Microsoft ligger fejlen i den parser-rutine, som åbner PowerPoint-filer. I bedste fald vil en "buffer overrun" kun føre til, at PowerPoint går ned. Men i værste fald kan uvedkommende installere bagdøre og vira og stjæle filer ved at sende en manipuleret præsentations-fil.