Det amerikanske patentbureau har godkendt et patent på den teknologi, som gør det muligt at benytte forudbetalte taletidskort til mobiltelefoner. Phoenix-firmaet Freedom Wireless søgte allerede om patent på systemet i december 1994, men først nu er patentet blevet udstedt.
Næsten alle teleselskaber tilbyder en eller anden form for forudbetalte kort, hvor kunden kan telefonere for et bestemt beløb, og "tanke" ekstra taletid ved at ringe til et bestemt nummer.
Freedom Wireless' patent beskriver en metode, som bruges til at undersøge, om der stadig er taletid tilbage på kortet, når kunden foretager et opkald. Firmaet har allerede startet en retssag mod de største amerikanske teleselskaber, bl.a. AT&T Wireless, Verizon og Alltel.
Freedom Wireless kræver erstatning i uspecificeret størrelse fra de selskaber, som anvender taletidskort, samt et fogedforbud mod at krænke patentet fremover. Samtidig forhandler Freedom Wireless med de samme selskaber for at nå frem til en licensaftale.
Sagen, som skal forhandles ved forbundsretten i Massachusetts, bliver sandsynligvis ikke behandlet før om 12-18 måneder.
(Kilde: CNET)