Danskerne bruger naturlægemidler som aldrig før. Det tager NetDoktor.dk nu konsekvensen af og etablerer en omfattende sektion, hvor man gratis kan læse en række vigtige oplysninger om naturmedicin og vitaminer.
"Hidtil har folk ikke haft mange muligheder for at skelne skidt fra kanel. Det får de nu med NetDoktor's nye omfattende Internet-register over alle godkendte naturlægemidler. Hvis et middel ikke findes i denne database, er det ganske enkelt ikke godkendt af de danske myndigheder", siger den lægelige leder af NetDoktor.dk, læge Carl J. Brandt fra Odense Universitetshospital.
NetDoktor.dk præsenterer detaljerede fakta om flere end 170 naturlægemidler og endnu flere stærke vitaminer og mineraler. Man kan læse om indhold, virkning og eventuelle bivirkninger.
"Vi vil klæde folk endnu bedre på til at vælge rigtigt, når de skal vælger en behandlingsform til deres sygdom. Ingen er tjent med at købe hverken almindelig medicin eller naturmedicin i blinde", siger Carl J. Brandt, der forudser, at forbrugerbevidstheden om medicin og behandling vil vokse markant i de kommende år.
Carl J. Brandt påpeger også, at danske læger ved alt for lidt om naturmedicin: "I nogle tilfælde har naturlægemidlerne faktisk en dokumenteret effekt. Få læger er klar over det, fordi det ikke er en del af pensum på lægestudiet. Men nu bliver det muligt at slå det op på Nettet", understreger læge Carl J. Brandt.