Et spørgsmål jeg ofte har stillet mine medarbejdere, når de har overskredet en deadline på en opgave, jeg havde stillet dem. Ved den efterfølgende gennemgang af deres mailboks havde de brugt langt mere tid på at læse og besvare mails, end det havde taget dem at løse den opgave, jeg havde bedt dem om.
Jeg forsøger forgæves at erindre, hvilke svar jeg har fået, og kan kun huske at presset fra mailboksen langt har overgået det pres medarbejderen har følt fra mig som chef, samt eksistensen af en uskreven regel om at mails skulle besvares straks, upåagtet hverken jeg eller virksomheden havde regler, der foreskrev reglement for besvarelser af mails.
Den mest groteske episode var engang en medarbejder rejste sig fra pinden for at tale med en kollega. Da han var cirka 10 meter fra sin plads, lød der en alarmlyd fra hans mailboks, der lød hver gang han fik en mail. Han reagerede straks og vendte tilbage til sin plads for at tjekke mailen, svarede på den, og startede så turen mod kollegaen forfra.
De resulterede i et efterfølgende længere møde med heftige diskussioner, og hvor jeg trumfede igennem, at han som minimum slog alarmklokken fra.
I mit nuværende arbejde ser jeg at fænomenet »slave af mailboksen« som en sikker nr. et over faktorer til udvikling af arbejdsrelateret stress, faktisk møder jeg også fænomenet hos børn, der er slaver af deres elektroniske netværk som Facebook, Arto, Twitter og mobiltelefonen, der også er langt vigtigere end lektier, sengetider, spisning m.m.
- Hvad er der galt?
Når det nu er chefen, der bestemmer hvem der skal ha’ lønforhøjelse, eller hvem der skal fyres i næste prikkerunde, og han alligevel tilsidesættes af et kontorautomations-program fra Microsoft, er det ikke afsenderen af mails der er afgørende, det er selve mailboksen.
En af grundende til denne tilsyneladende mærkværdige prioritering ligger i noget så banalt som manglende målsætning hos den enkelte medarbejder for, hvad han egentlig ønsker at opnå ved at gå på arbejde. Både på det overordnede plan, men også helt ned på microplan inden for dagen. Jeg er sikker på, at hvis alle stillede sig spørgsmålet: »Hvad vil jeg ha’ ud af min arbejdsdag i dag?«, ville »tømme mailboks« alene optræde øverst på listen fire gange om året, efter endt ferie.
Alle andre dage vil dagens målsætningsliste toppes af opgaver, der tilfredsstiller den enkeltes behov for udfordrende, kreative og sjove arbejdsopgaver, ja, sågar at levere kedelige rapporter til chefen vil ligge før »tømme mailboks«.
På det mentale plan benyttes mailboksen til at fastholde medarbejderen i en offerrolle:
Jeg kan ikke passe mit arbejde, når jeg hele tiden forstyrres af mails. Jeg kan ikke være kreativ, jeg kan ikke planlægge, jeg kan ikke tage på kundebesøg i Jylland, jeg har ikke tid til at tale med mine medarbejdere, er alle eksemplar på, hvad jeg har hørt mailboksen få skyld for.
For det handler om at placere skyld, hvsi man vil forblive i offerrollen, til ikke at tage ansvar for egne målsætninger og opfyldelse af disse.
Mailboxen placeres uden for ens kontrol, fiktive regler opfindes om ekstreme korte svartider på indgående mails, for at fastholde en foretrukken virkelighed om manglende mulighed for at tage ansvar.
I alle de virksomheder jeg har været ansat i, har der været guidelines for benyttelse af alle nye elektroniske eksponerings-applikationer, altid med forbud til en begyndelse. Helt tilbage til internettets start var det forbudt, SMS var ikke muligt på erhvervsabonnement, MSN var forbudt, og Facebook er stadig i mange virksomheder forbudt i arbejdstiden.
Virksomhederne har fokuseret på regulering af teknologien i stedet for regulering af medarbejdernes adfærd, og elektronikken har altid vundet til sidst. Mængden af forstyrrende elektroniske tjenester i arbejdstiden vil eksplodere fremover, og vil være umulig for virksomheder at regulere sig ud af.
Det har dog altid været, og vil altid være muligt at stille krav til medarbejdere om at sætte sig mål og nå dem, ligegyldigt hvor mange gange i minuttet de vælger at blive forstyrret af elektroniske biplyde.
Min tidligere chef Walther Thygesen fortalte mig engang da jeg argumenterede med min store arbejdsindsats som undskyldning for en overskreven deadline:
»Søren, jeg vil aldrig rose dig for at knokle med det forkerte«.
Så hvor længe vil du knokle med det forkerte?
