Artikel top billede

Dårlig WiFi i hjemmet? Her er otte enkle råd til at sikre bedre Wi-Fi-dækning derhjemme

WiFi er en kompliceret og avanceret teknologi, som både du, dine børn og din mor drager nytte af i hjemmet. Her er otte gode råd til bedre trådløst internet i hjemmet.

WiFi er en af vores mest benyttede teknologier i hjemmet i dag og bliver af mange - særligt de unge - anset som en menneskerettighed på niveau med vand.

Alligevel sætter vi os ofte alt for lidt ind i, hvordan den trådløse teknologi fungerer samt hvordan vi udnytter den bedst muligt.

Derfor er WiFi-problemer med dækning eller båndbredde nogle af de største problemer i hjemmteknologien.

Vi har spurgt Steen Garbers Enevoldsen, chef for Fullrate Net Udvikling og selvudnævnt WiFi-entusiast, om, hvordan vi alle får bedre netværk i hjemmet.

"Problemet med WiFi er, at det er en ekstremt nørdet teknologi, som alle er endt med at bruge, og derfor kan det være svært at forstå, hvorfor nettet fungerer her, men ikke en meter ved siden af. Der er så mange funktioner og elementer, som du skal tage stilling til, men det er de færreste, der gør det," siger Steen Garbers Enevoldsen.

Råd nummer 1: Placer routeren det mindst forkerte sted

Hvor står din trådløse router?

De fleste af os - inklusive skribenten her - vil svare, at den står i et skab eller teknikskab der, hvor internetforbindelsen kommer ud af væggen. Men placeringen af routeren har ofte den største rolle i dækningsproblemer.

"WiFi-forbindelsen er jo radiobølger, der bevæger sig i en direkte linje, så hvis du sætter routeren nede i kontoret i et skab, har du allerede gjort det utrolig svært for dig selv og din forbindelse, hvis du også vil have en stærk forbindelse i stuen," siger Steen Garbers Enevoldsen.

I stedet bør du placere din router i det rum, hvor du befinder dig mest eller vil have den bedste og stærkeste forbindelse. Det er som regel i stuen.

Tænk forbindelsen som en lysstråle. Hvis du kan se routeren, vil du umiddelbart også få en god internetforbindelse.

Lad desuden være med at sætte den ind i et skab - og specielt ikke, hvis skabet er af metal. Hvis konen eller en anden ikke ønsker, at routeren er synlig, kan du placere den i en stofkasse. Pas dog på med ikke at lukke kassen helt til, da det kan blive brandfarligt. Oven på et skab med frit skue er det mest optimale.

Det mest optimale er at sætte routeren højt, men sæt ikke routeren på loftet. De fleste WiFi-routere udsender signaler i en halvsfære omkring sig, men sjældent nedad, så imens dine rotter får bedre WiFi på loftet, får du ikke meget ud af det.

Råd nummer 2: Undgå (og omfavn) betonvægge

Bor du i en lejlighed med betonvægge, vil det have en stor effekt på dit WiFi.

WiFi-signalet vil have meget svært ved at bryde igennem beton-væggen, men det kan du faktisk bruge til din fordel.

Hvis du sætter din router op ad en jernarmeret betonvæg, vil det reflektere signalet den modsatte vej og forstærke signalet til dine enheder.

Råd nummer 3: Undgå glas hvis du vil have en god forbindelse

Vil du have internet i haven eller det lille anneks over carporten, har du måske sat routeren i vinduet, men det er faktisk det værste, du kan gøre. Det samme gælder (dog i mindre omfang) det flotte vitrineskab, hvor routeren står i bunden bag en glasrude.

"Glas reflekterer WiFi-bølger, så du mister en stor del af forbindelsen alene der. Forsøger du at sprede dit netværk ud i haven, skal du passe ekstra meget på. Lavenergiruder i nyere huse er godt isolerede på grund af en tynd metalfilm, og det kan betyde, at størstedelen af dit WiFi-signal bliver reflekteret," siger Steen Garbers Enevoldsen.

Vil du have internet i haven, vil du ofte få bedre netværk ved at stille din router op ad ydervæggen end op ad vinduet.

Råd nummer 4: Pas på forstyrrelser

Der er rigtig mange ting, der påvirker dit netværk. Det mest almindelige er andre trådløse netværk, hvilket er et stort problem i etageejendomme.

De fleste trådløse routere understøtter 2,4- og 5.0 Ghz-båndene, og særligt 2,4Ghz-båndet er ofte overfyldt.

Bor du i en lejlighed, kan du med fordel benytte 5 Ghz-båndet til en - oftere - mere stabil forbindelse på de enheder, som understøtter 5.0 Ghz.

Andre netværk er dog ikke det eneste, der har en effekt på dit netværk. Har du din router til at stå på kontorbordet ved siden af din computer, kan almindelige USB-stik have en effekt på dit netværk.

"De nye USB 3.0-kabler kan forstyrre det trådløse signal, så placer routeren mindst ti centimeter væk fra den slags. Det samme gælder Bluetooth-enheder, så stil ikke din bluetooth-højttaler lige ved siden af din router," siger Steen Garbers Enevoldsen.

Råd nummer 5: Lev med kompromisserne

Uanset hvordan du placerer din router, vil du opleve, at der vil være udfald og steder med dårlig dækning.

"En standard-router forsøger at give lige god dækning i alle retninger, men sådan er det langtfra altid. Ofte vil du opleve ret store forskelle alt efter hvilken stol du sidder i ved spisebordet," siger Steen Garbers Enevoldsen.

"Retter du dækningen et sted, vil du ofte få et nyt "hul" i dækningen et andet sted, så du må finde du af, hvor du har mest brug for den bedste dækning, og optimere det," tilføjer Steen Enevoldsen.

Har du signalproblemer, kan du prøve at dreje routeren ti grader og se, om det hjælper. Det er ofte løsningen. Du skal dog forvente, at det aldrig bliver helt perfekt med kun en router.

Råd nummer 6: Det hjælper at genstarte (gamle) routere

Vi har alle sammen småirriteret hevet stikket ud af en router, talt til ti og isat stikket igen, hvorefter internettet fungerer igen.

Grunden til dette virker er, at din router tjekker for overfyldte kanaler, og vælger den mindst benyttede kanal, men kun i forbindelse med opstart. Støj og overfyldte kanaler sker dog dynamisk, og derfor hjælper det at genstarte routeren fra tid til anden.

De fleste nyere routere styrer dog selv kanalskiftet dynamisk, men ikke alle ældre enheder er glade for kanalskiftet. Det kan betyde udfald og i såfald er det din enheds skyld og ikke dit netværks. Ældre iPhones gav eksempelvis problemer, når der blev skiftet kanal på netværket.

Læs også: Falske WiFi-netværk narrede over 1.200 personer: Top-politikere hoppede direkte i fælden

Råd nummer 7: Hent WiFi Sweet Spots-appen

Det kan være svært at finde ud af, om du rent faktisk har problemer med dækningen eller ej, og derfor bør du hente en app som eksempelvis WiFi Sweet Spots-appen.

Det er en gratis app, der i realtid viser dig signalstyrken der, hvor telefonen befinder sig.

WiFi Sweet Spots til iPhones.

WiFi Sweet Spots til Android-telefoner.

Råd nummer 8: Opdater dine enheder og din router

Til sidst er rådet fra Steen Garbers Enevoldsen, at du skal opdatere dine enheder. Har du en gammel router, bør du også tjekke, om den skal opdateres, men de fleste nyere routere fra teleudbyderne opdateres direkte fra centralen, så du ikke skal tænke på noget.

Det gælder i hvert fald Fullrates routere. Er du i tvivl, om din router opdateres automatisk, bør du kontakte din udbyder.

Men det gør din computer, din smartphone, din WiFi-opkoblede kamera ikke, og derfor er det værd at holde dem opdateret. En helt opdateret enhed vil ofte bedre forbindelse.

Læs også: Fem grunde til at WiFi vinder over 3G og 4G på vores smartphones.

Hvis du har lyst til at læse mere om netværk, IoT eller andre teknologier - kan du læse nogle af de gennemførte og tekniske klummeindlæg, som Steen Garbers Enevoldsen har skrevet her hos Computerworld.

Læs Steen Garbers Enevoldsens klummer:

Overblik: Sådan bygger du en dims, der kan slukke for andre dimser.

"Vores samfund er meget mere sårbart, end man måske går og tænker over i hverdagen"

Dine internetkabler er en Ferrari på en grusvej - her er hvorfor

Du kan også følge Steen Garbers Enevoldsen på YouTube, hvor han fortæller om WiFi og netværk, IoT og anden form for nørderi.