Artikel top billede

Trover er en skæv eksistens der alligevel formår at være noget af det mest grundede man møder i det absolut vanvittige eventyr Trover Saves the Universe.
Foto: Squanch Games.

Anmeldelse: PlayStation VR fortsætter i stilhed med at levere kvalitetsunderholdning

To vidt forskellige oplevelser viser at der stadig er masser af liv i PlayStation VR og vi er taget på eventyr i et syret tegnefilms-univers, samt mødt skumle typer i Londons undergrunds-verden.

At dømme ud fra hvor stille Sony er i forhold til deres VR-headset, synes det ikke længere at være et fokusområde for dem og hvis det er sandt, er det virkelig ærgerligt. Det er dog ikke ensbetydende med at der ikke længere kommer nye, originale og fornøjelige oplevelser til formatet, og senest har vi kigget på to vidt forskellige af slagsen.

Trover Saves the Universe.

En af de mest originale animations-serier der er trillet over fladskærmende de sidste par år, er den helt igennem originale og aldeles vanvittige Rick & Morty, der gennem tre sæsoner har fortalt så outrerede historier at det har været svært at få nok af den løjerlige duo.

En af bagmændene bag serien hedder Justin Royland og han har nu i samarbejde med udvikleren Squanch Games lavet et VR-eventyr, der er præcist lige så vanvittigt, originalt og helt igennem fornøjeligt som den kendte serie.

At forsøge at forklare historien ville ikke give den store mening (den slags skal i stedet opleves på egen krop). Kort fortalt skal man dog afværge en forestående katastrofe ved at guide en håbløst doven hovedperson, der er ganske bevist om at han er med i et spil og ikke selv får lov at tage nogle beslutninger.

Endnu sjovere bliver det dog ved at de personligheder man møder på sin vej alle er ekstremt egoistiske, på en sådan måde at selv en potentiel apokalypse ikke er noget der godt kan ignoreres for en tid, hvis det betyder at deres egne mål kan blive opfyldt.

Problemløseriet tilfalder naturligvis altid hovedpersonen, men grundet den skæve historie er konsekvenserne sjældent som man forventer, hvilket holder det hele friskt og fængende.

Mekanisk er der tale om at platformspil, hvor der dog er blevet gjort et overraskende stort stykke arbejde i at sørge for at det virker så godt som muligt i VR.

Særligt kontrollen af kameraet er løst snedigt via nogle faste kamerapunkter som man kan teleportere i mellem, samtidigt med at man selv kan bestemme fra hvilken højde det hele skal beskues. Ikke kun betyder det at man sjældent bliver svimmel eller mister fokus, men det har også givet udvikleren mulighed for at lege med det i forhold til nogle af de opgaver man stilles.

Højdepunktet i oplevelsen er dog utvivlsomt virkeligt morsomme dialog. Selv de mest ligegyldige samtaler som ofte foregår i baggrunden, er små guldgrupper fulde af absurditeter, mens Trovers egen omgang med den omkringliggende verden ofte kommenteres på en måde der gør det svært ikke at grine.

Hele eventyret kan gennemføres med cirka seks timer, men originaliteten og udførslen, samt lovning gratis DLC-pakker og en i forvejen lav pris, gør at alle med et VR-headset og hang til skæv humor bør give det et forsøg.

Blood and Truth

Trods at det sjældent bliver snakket om på lige så glorificerende vis som nogle af Sonys bedre kendte udvikler-hold, har Sony London Studios stået for nogle af gigantens mest originale og populære udgivelser, som EyeToy og Singstar, og nu altså også en del af dens VR-satsning.

Blood and Truth er tematisk lige omtrent lige så langt man kan komme fra det andet VR-spil nævnt her i artiklen, og tager i stedet sin inspiration fra et væld af de britiske actionfilm, som særligt Guy Ritchie brugte til at slå sit navn fast med omkring årtusindskiftet.

Her er skumle personligheder uden samvittighed, hurtigt snakkende undergrunds-skurke og actionscener nok til at de Move-controllere som kræves for at få det meste ud af oplevelsen, vil skulle lades mere end en gang undervejs.

Det der kunne have været en aldeles ligegyldig baggrundshistorie, er dog her blevet givet så meget opmærksomhed at man faktisk bliver grebet at historien. Særligt skuespillet er godt, og gør faktisk at man hurtigt begynder at tage sig tiden til at følge med i det hele, selv når ens egen kontrol er begrænset.

Et andet højdepunkt er de mange sekvenser som udvikleren snedigt har formået at fortolke gennem et forholdsvist simpelt kontrolsystem. Uanset om at der at snige sig afsted ubemærket og aflure hemmelige samtaler, dirke låse op eller gå ”fuld Rambo” med automatvåben i hænderne, virker det hele på alle tidspunkter uproblematisk.

Blood and Truth er ikke særligt originalt, men det er til gengæld så godt skruet sammen at man ender med nemt at lade sig underholde hele vejen gennem de cirke syv timers spilletid. Man bør dog holde sig for hovedet at selvom det godt kan spilles med en almindelige controller i hænderne, gør det sig absolut med to styks Move-controllere.