Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: TDC-selskabet Relatel får ny topchef / Corona skaber boom hos fitness-apps / Mobilbetaling brager frem

TDC-selskabet Relatel får ny topchef. Corona skaber boom hos fitness-apps. Mobilbetaling brager frem. Tidligere Conscia-boss får bestyrelsespost i Ipvision. Twitter vil fjerne usande vaccine-tweets.

Godmorgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing her fra Computerworld.

Dagens nyhedsoverflyvning er orkestreret af Rasmus Ferdinand Ginman.

Rigtig god læselyst.

TDC-selskabet Relatel får ny direktør

Mobilselskabet Relatel, der ejes af Nuuday under TDC, har fået ny direktør.

I februar 2021 er det Casper Bøyesen, der skal være øverstbefaldende i selskabet.

Det skriver Nuuday i en pressmeddelelse.

Derved træder Peter Engelbrecht af. Tilbage i 2010 var han en af hovedkræfterne bag Firmafon, der i marts 2019 blev en del af Nuuday.

I november 2019 blev Firmafon lagt sammen med Fullrate Pro og blev til Relatel, hvor han fortsatte som direktør.

Men nu er det tid til nye udfordringer for Peter Engelbrecht, der vil springe ud som iværksætter, lyder det.

”Peter Engelbrecht har haft en hel afgørende rolle i at opbygge først Firmafon og nu Relatel, der har en unik position på markedet i kraft af sine egenudviklede og innovative softwareløsninger. Jeg vil gerne takke ham for hans store indsats i Nuuday og ønske ham held og lykke med de nye eventyr,” siger Jens Grønlund, direktør for Nuudays digitale brands.

Corona skaber boom for fitness-apps

Covid-19 har været med til at skabe et regulært boom hos fitness-apps, hvor brugerne strømmer til.

Det skriver BBC.

Appen Strava, der blandt andet kortlægger løberuter via GPS, er nået op på 73 millioner brugere globalt. Hver måned er der kommet to millioner nye brugere til i år.

Fitness-appen Freeletics, der tilbyder forskellige træningsprogrammer, har mere end 90.000 brugere alene i Storbritannien. Mellem marts og juni voksede antallet af brugere med 50 procent.

"Vocid-19 har præsenteret en unik mulighed for at motionere mere for mange mennesker. Fordi, praktisk talt, folk har færre grunde til ikke at gøre det," siger Charlotte Hilton, doktor ved British Psychological Society, til mediet.

Mobilbetaling brager frem

Mobilbetaling har aldrig været mere populært.

Det viser e-handelsanalysen fra Dansk Erhverv.

I november måned, hvor forbrugsfesten Black Friday fandt sted, betalte 24 procent af de handlende på internettet med en betalingsapp.

Det en en stigning på seks procent i forhold til november sidste år.

Samtidig gik indkøb med betalingskort tilbage. Sidste år benyttede 69 procent betalingskøb ved internethandel - i denne november måned var det 62 procent.

I november havde hver femte forbruger handlet mindst en gang om ugen, og mere end halvdelen af de e-handlende forbrugere havde handlet i løbet af den seneste uge, viser analysen.

Tidligere Conscia-boss får bestyrelsespost i Ipvision

Peter Rafn, tidligere topchef i NetDesign og Conscia, bliver nu en del af Ipvisions bestyrelse.

Det skriver selskabet i en meddelelse.

Peter Rafn skal hjælpe til med at udvikle ipvision, som hjælper danske virksomheder med strategisk anvendelse af kommunikation og infrastruktur.

Ipvision, der blev stiftet i 2005, har udviklet sig fra at være leverandør af it- og teleløsninger til i dag, hvor selskabet hjælper virksomheder med strategisk udnyttelse af deres samlede kommunikationsinfrastruktur baseret på cloud-løsninger, lyder det

"Det er en spændende udvikling, som jeg ser frem til at bidrage til. For her ligger der et stort uforløst potentiale hos mange virksomheder,” siger Peter Rafn

Twitter vil fjerne usande vaccine-tweets

Den sociale medie Twitter skruer nu op for kontrollen med tweets, der bringer misledende eller deciderede forkerte oplysninger om corona-vacciner.

Det skriver CNBC.

Onsdag meldte Twitter ud, at fra næste uge vil selskabet moderere og i visse tilfælde helt fjerne tweets, der bringer skadelig misinformation om vacciner.

Mere specifikt lød det, at Twitter sætte ind over for påstande såsom, at vacciner giver immunitet, er skabt for at kontrollere befolkninger og at virussen slet ikke findes, hvorfor der ikke er behov for en vaccine.

Twitter sagde ligeledes, at der er overvejelser om at indføre advarsler ved tweets i 2021, der spreder rygter om ikkedokumenterede påstande.