Artikel top billede

Bog: Da rå våbenmagt og benhårde handelsmonopoler gik hånd i hånd

I den fremragende The Anarchy: The Relentless Rise of the East India Company fortælles historien om en vanvittigt indbringende virksomhed, der på sin højde underlagde sig hele stater og havde en hær på mere end en kvart million mand.

Der er almindelig enighed om, at det er skidt for marked, konkurrence og kunder, når det lykkes virksomheder at etablere og bevare et monopol.

Men det bliver først kritisk, når dominerende markedsstatus gør selskaber så velhavende og magtfuldkomne, at de kan opføre sig præcis, som de vil – og ofte gør det – uden at selv stormagter rigtig kan gøre noget for at bremse eller regulere dem.

Men dén kattepine har alverdens regeringer altså også stået i før Google, Facebook og Amazon.

Et af de mest markante historiske eksempler er købmændene bag det britiske East India Company, der op gennem det 17. og 18. århundrede etablerede et ufatteligt indbringende handelsmonopol, inden kompagniet blev opløst i 1874.

På et tidspunkt havde kompagniet endda en privat hær bestående af 260.000 mand – mere end dobbelt så meget som den stående britiske hær. Hæren blev brugt fuldkommen uden skrupler til at forfægte selskabets geopolitiske interesser og endda til at underlægge sig hele stater.

Det er den dybt fascinerende historie, der fortælles i The Anarchy: The Relentless Rise of the East India Company af den flittige og roste skotske historiker William Dalrymple.

Bogen har høstet en hel hyldefuld af priser, blandt andet The Times History Book of the Year.

Den fortæller levende og med stor indsigt om, hvordan det lykkedes de ambitiøse købmænd at udnytte en privilegeret særstatus hos den engelske krone til at sætte sig tungt på handlen med alt fra te, klæde og krydderier til salpeter og opium.

Samt om, hvordan kompagniet blev historiens første virksomhed, der satte en kombination af udbytning, våbenmagt og rå kapitalisme i system og blev en toneangivende magtfaktor i en hel verdensdel.

Titel: The Anarchy: The Relentless Rise of the East India Company / Forfatter: William Dalrymple