Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Nørgaard: Når Udbud er Afbud: De store er større end de små

Klumme: Jeg fascineres jævnligt over, at vi finder os i, at offentlige udbud på it-fronten vindes af ganske få selskaber, der endda tager sig godt betalt, men som til gengæld tit bliver forsinkede uden at kunne levere den lovede funktionalitet.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Jeg fascineres jævnligt over, at vi finder os i det: Alle offentlige udbud på it-fronten vindes af rockergruppen The Chosen Few, og de tager sig så rigeligt betalt for det, men kvitterer da også for venligheden ved at blive forsinkede og ikke levere den lovede funktionalitet.

Altså undtagen når det drejer sig om så simple frontends til en allerede eksisterende backend, at en pris på 50 millioner trods alt er mindst en faktor 10 dyrere end det anstændigvis burde være.

Men hvem skulle stoppe dem?

SKI skal BÅDE sikre sig, at projekterne bliver så dyre som mulige, fordi de får to procent af al omsætning, inklusive prisoverskridelser, OG holde sig gode venner med de store bikse, så de kan få arbejde dér, hvis de vælger at forlade SKI.

Det er ikke The Old Boys Network, men snarere The Big Boys & Girls Network vi har i Danmark.

Den opdragsgivende, offentlige myndighed er interesseret i, at projektet bliver til noget, og det er altid nemmere at få et it-projekt godkendt, hos ikke-it-kyndige chefer i deres styrelse og departement, samt i Finansministeriet, hvis det koster et par hundrede millioner eller mere.

De har jo ikke indsigt til at forestille sig, at it kan være smart, hurtigt og billigt - og derfor ER der heller ikke så mange fortilfælde i det offentlige, at det gør noget.

Ringen er dermed sluttet og den mærkværdige pas de deux eller menage a trois kan fortsætte.

En gut jeg kendte

Jeg kender en gut, der arbejdede i it- og Telestyrelsen engang.

Han fortalte, at når han kom med forslag til noget, der kunne hjælpe hele nationen for kun 10 millioner kroner fik han aldrig lov af de overordnede.

Men hvis IBM tilbød det samme til over 100 millioner kroner, tog man det seriøst og satte gang i at lade Gartner sige god for det, så det kunne afleveres i Økonomistyrelsen under Finansministeriet, som så bad Gartner om at sige god for det.

Den slags ting er jeg sikker på, at man ikke gør mere i det offentlige. Helt sikker, faktisk. Og heldigvis da!

Blev bøjet

At vore udbudsregler i sin tid blev bøjet i forhold til EU's oprindelige, ganske fornuftige, oplæg, ved alle vel efterhånden.

Og det er også meget tydeligt, hvad formålet med at bøje dem var: De store skulle have mere og de små og mellemstore skulle lægges hindringer i vejen.

Eller som min salig morbror Arne, en skortensfejer med den bare fod på eget tag, altid sagde, når jeg lammetævede ham i Matador, og han endnu en gang skulle betale for at havne på Rådhuspladsen med hoteller: "De rige får pengene og de fattige får regningerne".

De romerske guder

For de store og de magtfulde på begge sider af SKI-liften har det været en reel succeshistorie.

De har siddet som de romerske guder på Olympen og kigget ned på os mennesker, mens de er kommet med gode, og ubrugelige, råd om at slå sig sammen i "konsortier", vel vidende, at det krævede så meget af de enkelte små-bikse i konsortiet, at der reelt var tale om blår i øjnene. Positiv negativisme, som jeg engang kaldte det.

Det er i øvrigt ikke sjovt at få blår i øjnene, slet ikke efter at have brugt det til at rense et Garandgevær M/50 indvendigt med olie for at fjerne krudtslam. Bare for at have det helt på det rene (!).

Jeg hører rygter om, at man måske vil justere lidt på de nuværende regler. Jaja, rooolig nu. Ikke gå tilbage til EU's oprindelige, ganske udmærkede forslag, som gør det muligt for små og mellemstore at byde! Ro på! Selvfølgelig ikke!

Men man vil nok dreje lidt på "Vi er danskere, vi ved bedre end EU"-knappen, og så ellers køre videre med cheferne for de største leverandører siddende for bordenden i alle vigtige udvalg og nævn.

Én af de helt store leverandører har 20+ jurister ansat til udelukkende at være destruktive: De skal finde huller, mangler og forglemmelser af selv den mest latterlige og ligegyldige art i udbudsmaterialerne for at få udbud kendt ugyldige, hvis den, ahem, "rigtige" ikke har vundet dem.

Tænk at være en af de jurister og skulle forklare sine børn, ægtefællen og sin borddame, hvilken forskel man gør for deres fremtid og nationens velbefindende.

Fordelt over hele landet

Cameron lavede det om i 2008, så nu har de i UK mere end 4.000 små, mellemstore og store it-bikse til at levere til det offentlige, og alt er blevet bedre, hurtigere og billigere.

De 4.000+ bikse er i øvrigt fordelt over hele landet, så selv fjernere egne kan tiltrække og fastholde it-folk. Før hans reform gik alle ordrer til de tre store med hovedkvarterer i hovedstaden, fuldstændig som her i Danmark.

Det er åbenlyst åndssvagt, at vi ikke bare gør det samme. Er det ikke?

Jeg har tænkt på det.

Når noget forekommer dybt tåbeligt, så skal man huske, at det giver mening for nogen. Find ud af hvem. Find ud af hvorfor.

Det med hvem og hvorfor er nemt nok i dette tilfælde: De store, de fede, de magtfulde, de rige. I en skøn symbiose mellem offentlige opdragsgivere og private kæmpebikse. Selvfølgelig.

Hvorfor finder de rigtige mennesker sig i det?

Men hvorfor finder de rigtige mennesker sig i denne tingenes tilstand, når nu de typisk selv arbejder i små og mellemstore bikse?

Måske har det bund i noget dybere?

Noget janteagtigt med et alvorligt twist, nemlig en næsegrus beundring for dem, der udnytter deres størrelse? En bug i vores folkekarakter?

Thi hvordan forklarer vi ellers, at Frank Aaen næsten ikke kunne få næsen op fra gulvet, da han skulle hilse på Hr. Møller ved den berømte generalforsamling?

Hvorfor er vi det eneste land, hvor ordet "kartel" opfattes positivt af rigtigt mange, og hvor vi først fik en effektiv lovgivning imod denne uterlighed for en håndfuld år siden, da EU var parat til at trække os i retten efter flere årtiers forhaling fra dansk side?

Et land med en erhvervsstruktur, der domineres af "den lange hale" og ganske få kæmpebikse, og som favoriserer de store? Underligt - måske...

Historien om Miracle

Lad mig fortælle lidt om, hvordan det var at banke Miracle op:

Step 1:
Vi startede sidst i 2.000 i min garage i Måløv. Otte M/K. Alle syntes vi var megaseje og modige. Tidligere kollegaer i Oracle hviskede dog (højt) til alt og alle, at vi aldrig ville blive mere end 12.

Direktøren for Oracle truede os med kæmpe advokatregninger, hvis vi ansatte folk fra Oracle. "Det er jeg vant til", svarede jeg ham ved det dramatiske møde på hans kontor, "for jeg er lige blevet skilt..."

Så ansatte vi naturligvis de folk, der havde lyst til at arbejde for os. Alt var godt.

Step 2:
Da vi rundede 20 ansatte skiftede tonen. Nu var vi ikke mere megaseje og modige.

Næh, nu "havde vi jo vores på det tørre og kunne sagtens snakke - vi kunne jo også trække alt fra."

Ret forbløffende ændring, men MEGET tydelig både ved familiefesterne og i daglig tale ude hos kunderne. Never mind, at Lasse og jeg dagligt satte biksens liv og levned på spil med vore beslutninger. Det er meget svært at automatisere succes, har det vist sig.

Step 3:
Dette er et teoretisk step. Det ville have været aktuelt, hvis vi var kommet op på nogle tusinde ansatte - SÅ ville den næsegruse beundring fra Step 1 have vendt tilbage.

Thi der er en decideret fankultur omkring monopoler i kæmpestørrelse i vores lille land. Novo. LEGO. Mærsk. Ministerier og styrelser. Den slags.

Ingen fornuftig dansker kunne drømme om at blive opstarter eller selvstændig, hvis de kan få et fedt, fast job i et monopol, offentligt eller privat, i stedet.

Eller til nød i en biks, der er en del af et kartel. Med den gode frokostordning og masser af firmabetalt fritid.

Ligger nederst

Overraskende nok (joke!) ligger vi nederst i Verden, hvad angår antal opstartere, små entreprenører og selvstændige.

Til gengæld har over 4.000 mennesker megafede, offentligt finansierede, jobs i et par hundrede væksthuse, hvor de prøver at lokke alle andre end dem selv til at tage en stor chance og et lån til 20 procent rente.

Det bruger vi fire-fem milliarder på om året, og der kommer intet godt ud af det udover beskæftigelsen i væksthusene.

Hvorfor har vi fået dette twist på janteloven, at HVIS du bare er blevet stor, dyr og dominerende nok. ja SÅ må du gerne tro, at du er en masse og føre dig frem med høj hat på en høj hest - samtidig med, at både højre- og venstrefløjen vil beundre dig dybt og du bliver inviteret til at rådgive regeringen og pøblen om, hvilken vej Dannebrog skal blæse?

Nogle mener det går tilbage til Dybbøl i 1864, hvor vi led et nationalt knæk, så vi har brug for idoler af en vis størrelse.

Andre mener, at det skyldes fagforeningers, socialdemokratismens og venstrefløjens had til små selvstændige, fordi de ikke er så nemme at styre, tjene kassen på og i sidste ende nationalisere.

Ordet "selvstændige" er formentlig et problem for disse folk på flere planer.

Jeg ved det ikke. Det er nok en kombination af mange andre ting. Men det er godt, gammeldags træls.

Så kører maskineriet

Hvorom alting er: Hvis man som lille biks vover pelsen og prøver at sælge noget genialt til de store, offentlige eller private (makes no difference) så kører maskineriet:

Salgscyklen varer typisk 18 måneder. Til hvert eneste af de mange møder er der 18 deltagere, og den potentielle kunde får i løbet af forløbet drænet al viden og alle tricks og fiduser ud af én i en grad, så der nærmest er tale om en videregående uddannelse af dem.

Alle møderne er naturligvis uden beregning. Oh, they have all the time in the world, disse Louis Armstronger.

Jeg ansatte engang en erfaren sælger fra Oracle, som kun havde én betingelse for at arbejde i Miracle: "Ingen offentlige kunder! Jeg ORKER det ikke! Alt tager 18 måneder...", sagde han. Jeg kunne godt forstå ham.

Og SÅ kommer kravene om compliance (det er græsk og betyder "så mange regler, at alle de små giver op"), og hvad der ellers kan beskæftige deres horder af folk i HR, administration, regnskab, indkøb (gys!) og it.

Hold dig fra de store

Så det gør man ikke. Man holder sig fra de store og ALTID fra de offentlige.

De vil ikke én noget godt, som man siger. Men sådan ser de bestemt ikke selv på det - det er bare sådan de fremstår set nedefra.

Man kan til nød lade sig hive ind som underleverandør til en stor leverandør, vel vidende, at de før eller siden skyder skyld og skam på underleverandøren. Eller bare, at de næste år vil have det 10 procent billigere for at dække deres egne, stigende omkostninger.

Hvad kan vi gøre ved det? Eller: Skal vi bare lade det være, som det er, og være glade for, at det går godt for Danmark og de offentlige finanser?

Det er lidt som drengen i Kejserens Nye Klæder: Efter at han havde råbt op blev han selvfølgelig slæbt hjem og gennembanket af sin far for at have gjort familien til grin for pøblen, mens kejseren efter lidt surmulen hjemme på slottet lod sig overtale af de to McKinsey-konsulenter til at bestille seks flere af dem.

En såkaldt sixpack, der for alvor skulle styrke væveriet, som man kaldte spin dengang.

Måske kom drengen senere til fornuft og lod sig ansætte i Østasiatisk Kompagni, hvor han fik sit eget, blanpolerede skrivebord i domicilet i Holbergsgade indtil det var tid til Arne-pensionen og retræten til det lille hus på den jyske prærie?

Svar, revolutionerende idéer og trusler modtages med glæde på mogensxy@gmail.com

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.




CIO
Årets CIO 2022: Nu skal Danmarks dygtigste CIO findes - er det dig? Eller kender du en, du vil indstille?