Artikel top billede

Tim Cook advarer: Regler fra EU kan skade sikkerheden i Apples iPhones

Kæmpebøder fra blandt andre EU's Margrethe Vestager kan skade sikkerheden i Apples iPhones advarer selskabets topchef Tim Cook.

Apple er flere gange kommet i søgelyset fra amerikanske og europæiske konkurrencemyndigheder for den måde selskabets app-butik App Store er skruet sammen på.

Selskabet er flere gange blevet kritiseret for monopollignende forhold i App Store fra blandt andre EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Men hvis Apple skal rette ind efter EU's konkurrenceregler, så vil det gå ud over sikkerheden for selskabets iPhone-brugere, lyder advarslen fra Apples topchef Tim Cook.

"Her i Washington og andre steder bliver der taget initiativer i den fri konkurrences navn, der vil tvinge Apple til at tillade apps på iPhonen, der vil omgå App Store gennem en proces kaldet sideloading. Det betyder, at data-hungrende selskaber vil få muligheden for undgå vores regler og spore brugerne som de ønsker det," lød det fra Tim Cook til IAPP Global Privacy Summit i den amerikanske hovedstad Washington, D.C.

Det skriver erhvervsmediet CNBC.

Margrethe Vestager har tidligere langet kraftigt ud efter netop Apples betalingsmodel i App Store, hvor selskabet selv sidder tung på beslutning om hvilke apps der kan blive downloadet til brugernes telefoner.

“Hvis først du har købt en iPhone, så har Apple monopol på sin App Store. Man skal i hvert fald være ret teknisk ambitiøs for at gøre noget andet,” sagde Margrethe Vestager til Computerworld sidste år.