Af Carsten Sørensen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Mens vi venter på, at trådløs opladning bliver almindelig i vores smartphones, tablets og andre mobile enheder, må vi leve med almindelig opladning og kabelrod til følge. Der findes dog heldigvis mere elegante løsninger end at lade ledningerne hænge ud af dine enheder i én stor bunke fra computeren eller stikkontakten. Leitz har skabt denne multioplader til skrivebordet, som rent faktisk har vundet en Red Dot Design award.
Pointen med opladeren er, at pladen i midten, hvor mobilerne hviler, kan løftes op. Her findes fire USB-indgange, hvor du kan fastgøre dine ønskede kabler og vikle dem rundt om holdere, så de ligger pænt gemt.
Der medfølger tre ledninger til mini-USB, micro-USB og iPhone (ikke lightning). Disse ledninger er ekstra korte, så de passer til opladeren og gør også, at du kan have din sædvanlige ledning i fred i f.eks. tasken eller andre steder. Opladeren er nem og enkel og er særdeles velegnet til tablets, da de kan placeres øverst i rillen, så man kan se fotos/video, eller tabletten kan lægges ned, så hele opladeren kan bruges som holder, mens du ser indhold eller arbejder på den. Eneste minus er, at laderen ikke egner sig til smartphones over 5”.